Oktober bød på 23.144 lånetilbud fra realkreditinstitutterne
Antallet af lånetilbud er det laveste for en oktober måned i 3 år.
Morgenfriske tal fra Finans Danmark viser, at boligejere og virksomheder i oktober modtog 23.144 lånetilbud fra realkreditinstitutterne. Det er ca. 1.000 flere end i september. Det betyder, at antallet af lånetilbud nogenlunde holder det niveau, som vi også har set henover sommeren med enkelte undtagelser. Vi kan dog samtidig konstatere, at oktober-niveauet for antallet af lånetilbud er på sit laveste i 3 år, hvor vi altså skal tilbage til oktober 2018 for at finde et lavere niveau.
Af de 23.144 lånetilbud er de 6.992 afgivet til boligkøb. Til netop det formål kan vi se, at niveauet stille og roligt drosler ned, hvilket falder godt i tråd med de øvrige tal vi har fra boligmarkedet, som viser et marked med aftagende fart.
Antallet af lånetilbud er det laveste for en oktober måned i 3 år. Det vidner om det vadested, vi står i med renterne i øjeblikket, hvor der ikke er åbnet for de store konverteringssluser, som virkelig kan sætte fut under antallet af lånetilbud. Store nedkonverteringsrunder var netop det der karakteriserede både oktober sidste år, men i særdeleshed for to år siden, hvor der blev nedkonverteret for rekordhøje 185 mia. kr. Derudover så er farten også løjet af på boligmarkedet, og det får også det samlede antal lånetilbud til at aftage.
Også når vi ser på antallet af lånetilbud i årets første ti måneder kan vi se, at der afgives færre lånetilbud. I år er der indtil videre givet 247.580 lånetilbud, hvilket er 5,7% færre end sidste år og 30,2% færre end i 2019. Netop 2019 og 2020 har været kendetegnet som større nedkonverteringsår, hvor især andel halvdel af 2021 har været påvirket af de stigende renter, som lægger en kraftig dæmper på nedkonverteringsaktiviteten og dermed antallet af lånetilbud.
Det lavere niveau for antallet af lånetilbud, som store dele af 2021 har budt på, forventer vi vil fortsætte i den kommende tid. Renteniveauet inviterer ikke til store op- og nedkonverteringsrunder, og en del af luften af gået af ballonen på boligmarkedet.