Højeste boligsalg i 14 år
Ser vi fremad, er prisstigninger på over 5 procent ikke holdbart i længden.
Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at der i november blev solgt 5.598 huse og 1.984 lejligheder. Der er derved solgt 55.582 huse og 19.393 lejligheder i årets første 11 måneder. Salget af huse og lejligheder overgår derved sidste år, og fremskriver vi med andre mere opdaterede statistikker bliver 2020 er rekordår for både huse og lejligheder.
Danmarks Statistik tal går tilbage til 2006. For huse var 2006 et rekordår, hvor der blev solgt 52.564 huse, mens 2017 var et rekordår for lejligheder med 20.570 salg. 2020 kommer til at overgå de rekorder, og det kan virke besynderligt midt i en økonomisk krise af historiske dimensioner.
Boligmarkedet havde det rigtig godt inden krisen, hvor flere år med økonomisk fremgang og faldende renter, havde gjort det muligt for flere at realisere boligdrømmen. Da krisen så ramte, bragede ledigheden op, men der var stadig mange, som ikke mærkede den økonomiske krise direkte på egen økonomi. De havde fortsat mulighed for at virkeliggøre boligdrømmen, og det har de i den grad også gjort.
Den store efterspørgsel efter bolig sendte et i forvejen svindende udbud helt i bund, og priserne på huse ligger nu 5,3 procent højere end sidste år, mens prisen for lejligheder ligger hele 7,4 procent højere. Prisstigninger i det omfang er ikke normalen, men det er ikke noget der endnu for os til at blive bekymrede, da priserne endnu ikke kommet ude af trit realøkonomien. Boligbyrden der måler udgifterne ved boligkøb relativt til indkomsten, er stadig under sit historiske gennemsnit, hvilket blandt andet skyldes de historisk lave renter.
Ser vi fremad, er prisstigninger på over 5 procent ikke holdbart i længden. Vi forventer, at handelsaktiviteten vil komme gevaldigt ned i gear, da potentielle boligkøbere ikke længere har det samme at vælge i mellem, og at der i 2020 blev fremrykket mange boligdrømme. Den lavere handelsaktivitet vil også betyde at prisstigningerne vil aftage, og vi forventer at prisen på huse vil ligge omkring 2 procent højere ved årets udgang, mens vi ser uændrede priser for lejligheder.