Historiske konverteringsbølger giver højeste antal lånetilbud fra realkreditten i 14 år
Boligejere og virksomheder modtog 22.192 lånetilbud i december.
Dugfriske tal fra Finans Danmark viser, at boligejere og virksomheder modtog 22.192 lånetilbud fra realkreditinstitutterne i december. Det betyder, at 2019 samlet set byder på det højeste antal lånetilbud siden 2005. Dagens tal bringer nemlig totalen for 2019 op på 404.110 lånetilbud, og det er det højeste i 14 år.
Det giver rigtig god mening for mig, at antallet af lånetilbud er tårnhøjt i 2019. Renten på et fastforrentet lån er gået fra 2 pct. i starten af året til i dag 1 pct. og i perioder også været nede at ramme 0,5 pct. Det betyder, at enorme konverteringsbølger er skyllet over landet, hvor både juli og oktober måned bød på konverteringer i omegnen af 185 mia. kr. Det smitter selvsagt af på antallet af lånetilbud. Som tillæg har der også været godt gang i hushandlerne, som ligeledes har kurs mod det højeste salg siden 2005.
Min klare forventning er, at vi kommer til at se en stigning i januar, hvor en ny konverteringsbølge ligger og lurer ved udgangen af måneden. 1 pct. lånet fås nemlig til en kurs omkring 98,8 i øjeblikket. Vi kommer næppe i nærheden af juli og oktober måneds rekorder på 185 mia. kr., men det vil ikke overraske mig, hvis vi kommer op i omegnen af 100 mia. kr. ved udgangen af januar måned.
Der findes stadig en stor portion af boligejere med realkreditlån på 2 pct. eller derover, som er dem med de bedste omlægningsmuligheder. Nationalbanken opgjorde for nylig, at der fortsat er lån med den høje rente for ca. 400 mia. kr.
Har man i dag et 2 pct. lån med afdrag med en restgæld på 1 mio. kr. og omlægger det til et nyt 1 pct. lån, så sparer man ca. 160 kr. om måneden efter skat. Omkostningen i form af gebyr og kurstab er ”tjent hjem igen” på ca. 4 år.