Handelsrekord i hus på boligmarkedet
Der var 8.993 bolighandler i november.
Morgenfriske tal fra Boligsiden viser, at der var 8.993 bolighandler i november. Delt ud på boligtype var der 5.623 hussalg, mens 2.148 lejligheder skiftede hænder. Samtidig blev der købt og solgt 1.222 sommerhuse. For alle tre boligtyper er der tale om det højeste antal handler på en november måned nogensinde. Med handlerne i november løber det samlede boligsalg i 2020 foreløbig op i 87.808. Det er næsten 9.000 flere handler end i hele 2019, hvilket svarer til en stigning på mere end 10%. Året 2020 sætter dermed rekord for antal bolighandler allerede inden decembers bolighandler kommer med i statistikken.
Novembers handelstal er på niveau med de foregående måneder, og vi plejer normalt at se et fald i aktiviteten i november. Men faldet er udeblevet i år, hvor boligmarkedet stædigt er buldret videre. Tager vi med sæsonkorrektion højde for det typiske dyk i november, så er der tale om handelsaktivitet, som aldrig før er registreret højere.
Et tårnhøjt novembersalg sikrer handelsrekord på boligmarkedet, hvor 2020 kort sagt har haft det vildeste år. Året har generelt budt på triste elementer med en virus i samfundet, mens mange danskere som har mistet jobbet. Men et stærkt lys i et mørkt år skinner fra boligmarkedet, hvor næsten 100.000 husholdninger har opfyldt boligdrømmene. Boligmarkedet kan virke totalt dekoblet fra virkeligheden, men en stærk økonomi fra inden krisen, hvor mange ikke har mærket krisen på egen økonomi, kombineret med lave renter og mange boligsnakke over spisebordet har gjort, at boligmarkedet er buldret derudaf.
De mange handler har for alvor sat et pres på omfanget af udbudte boliger. Med andre ord har mæglerne ikke kunne få lige så mange nye varer på hylderne, som der er blevet hevet ned. Tal fra Boligsiden har tidligere på måneden vist, at udbuddet af huse og lejligheder er faldet med omkring 20% gennem det seneste år. Hertil er udbuddet af sommerhuse dykket 38% siden sidste år. Udbuddet er det laveste i 14 år, og det har kombineret med den høje handelsaktivitet givet boligpriserne vinger på. Det seneste år er huspriserne steget 5,5%, lejligheder 7,4%, mens sommerhuspriserne er gået på himmelflugt med en prisstigning på næsten 13% i forhold til for et år siden.
Vi forventer, at handelsaktiviteten drosler ned over det kommende år, men vil fortsat være på en yderst fornuftigt niveau. Priserne vil fortsat bevæge sig op, men i et langt mindre tempo. Vi forventer, at huspriserne vil stige med 1%-2% gennem 2021. Lejligheds- og sommerhuspriserne ser vi ligge mere fladt gennem næste år, hvor priserne er steget betragteligt i år.