Fast rente er nu millimeter fra at være det mest udbredte hos boligejerne
Det seneste år er omfanget af fastforrentede lån steget med næsten 100 mia. kr.
Netop offentliggjorte tal fra Nationalbanken viser, at omfanget af fastforrentede lån hos de danske boligejere er steget næsten 100 mia. kr. det seneste år. Omvendt er lån med variabel rente i retræte og er i samme periode gået tilbage med godt 16 mia. kr. Udviklingen mod fast rente og væk fra variabel rente er den seneste tid accelereret. Det sker på baggrund af det betydelige rentefald på de fastforrentede lån, hvor renten på et års tid er faldet fra 2% til aktuelt 0,5%.
Boligejernes massive efterspørgsel efter fast rente betyder, de fastforrentede lån er millimeter fra at være det mest udbredte hos de danske boligejere og står dermed til at slå de variabelt forrentede lån ned fra tronen indenfor nærmeste fremtid. Jeg er ikke sekund i tvivl om, at det kommer til at ske indenfor de næste par måneder, og måske allerede i næste måned. Det er noget af en bedrift, som ikke er set i mere end 10 år. Som tendenserne og mulighederne er i øjeblikket, så kender de fastforrentede låns andel kun en vej herfra, og det er mod en yderligere stigning.
I dag udgør de fastforrentede lån 49,7% af boligejernes lån. For et år siden lød tallet på godt 46%, og går vi fem år tilbage, var andelen nede på 36%. Den større rentesikkerhed er glædelig læsning, og det bidrager til større robusthed på boligmarkedet og den generelle finansielle stabilitet i Danmark. Også de afdragsfrie lån dykker hos boligejerne. Ved udgangen af 2019 stod de afdragsfrie lån for 44% mod 46% for et år siden. Der er kort og godt tale om, at boligejerne i høj grad har livrem og seler på, når de i øjeblikket optager lån.
I opgørelsen er der taget udgangspunkt i lønmodtagere, pensionister mv. Medtages personligt ejede virksomheder, er historien meget den samme, men på et marginalt lavere niveau. I det tilfælde står fast rente i dag for lige under 49%, og vi forventer, at tallet krydser de 50% i indeværende år.
Låneappetitten den højeste i 11 år - giver et skub til privatforbruget
De danske boligejeres lånelyst er steget betragteligt. Det seneste år er danskernes realkreditlån steget med 5,8%, og det er den største udlånsvækst siden 2008. Når vi ser ind i en tid, hvor privatforbruget bliver den bærende danske vækstmotor med rekordhøj beskæftigelse og pæn indkomstfremgang, så bidrager den øgede lånelyst til privatforbruget, hvor danskerne smider lidt af forsigtigheden over bord. Vi er nemlig blevet ekstra forsigtige, hvor vi i en lang årrække har haft fokus på opsparing, og der er plads til at øge forbruget, uden det sætter nogen balancer over styr.
Inden den højeste udlånsvækst i mere end et årti giver panderynker eller sætter alarmklokkerne i gang, så er den nu fortsat relativt moderat. Da det gik rigtig stærkt i midten af 00’erne, lød udlånsvæksten i en længere periode på mere end 10% mod under det halve i dag. Hertil er det de mest rentesikre lån og lån med afdrag, som driver lånelysten.