Boligejernes betalingsevne er upåvirket af Coronakrisen

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Finans Danmark viser, at boligejerne som helhed mangler at betale 20 øre for hver 100 kr. i ydelse, som de skal betale på deres realkreditlån. Tallene dækker over ter­mins­be­ta­lin­gen ved udgangen af juni, som endnu ikke er betalt her 3,5 måneder efter. Det betyder, at tallene dækker over den periode af Coronakrisen, hvor le­dig­heds­stig­nin­gen var omkring sit toppunkt med over 50.000 personer.

Det er jo egentlig paradoksalt, at boligejerne viser højere betalingsevne på det eksakt samme tidspunkt, som ledigheden topper under Coronakrisen. Men det har gode forklaringer og skyldes, at boligejerne gik ind i krisen på et kernesundt bagtæppe, hvor den pri­va­tø­ko­no­mi­ske bue langtfra var lige så spændt som vi så op til finanskrisen. Dertil kommer, at boligejere, som oplever problemer med betalingen af terminen, i første omgang vil lede andre steder i budgettet efter besparelser end på boligposten. Der går derfor en rum tid fra en krise rammer til det kan spores i boligejernes restancer. Derudover var banker og re­al­kre­di­tin­sti­tut­ter klar med hjælpende hænder til trængte boligejere.

De 20 øre for hver 100 kr. i ydelse svarer til en re­stan­ce­pro­cent på 0,20 pct., som er lidt lavere end kvartalet før, som lød på 0,24 pct. Restancerne har ligget tæt omkring 0,20 pct. de seneste fire år, hvilket samtidig er det laveste niveau for manglende ydel­ses­be­ta­lin­ger blandt boligejerne siden 2008. Restancerne toppede omkring 2009 og lød på 0,60 pct., mens antallet af tvangs­auk­tio­ner toppede i 2010-2012 med 400-500 tvangs­auk­tio­ner om måneden. Det vidner om, at vejen fra restance til eventuel tvangsauktion som minimum er på nogle måneder.

Siden toppunktet for le­dig­heds­stig­nin­gen på mere end 50.000 personer, har vi set ledigheden kravle nedad igen siden starten af august, da flere personer er kommet i arbejde igen. Og det gør os fortrøst­nings­ful­de, når vi retter blikket fremad, hvor vi dog ser, at sand­syn­lig­he­den for, at pilen peger op, er større end for, at den peger ned eller bliver på samme lave niveau. Vi taler dog kun om en meget svag pil op, og ikke noget som kommer i nærheden af de niveauer, som vi så umiddelbart efter finanskrisen. Boligejerne gik ind i Coronakrisen på et kernesundt bagtæppe, hvor den pri­va­tø­ko­no­mi­ske bue langtfra er lige så spændt, som det var tilfældet i midten af 00´erne op til finanskrisen. Det betyder, at udgifterne til bolig fylder langt mindre i den samlede privatøkonomi, og det gør, at vejen til en restance på ter­mins­be­ta­lin­gen er længere end tidligere.