1%-lån krydser 99 for første gang siden november efter kurshop her til morgen
Kursen lige nu på sit højeste i næsten to måneder.
Kursen på det 30-årige 1 pct. lån med afdrag krydser her til formiddag kurs 99 for første gang siden november. Faktisk er kursen lige nu på sit højeste i næsten to måneder. Rentefaldet sker ikke mindst på baggrund af geopolitiske spændinger mellem USA og Iran efter nye amerikanske luftangreb. Det har her til formiddag sendt aktiemarkeder i rødt og pil ned på renterne verden over.
Der kan endnu nå at ske en hel del med renter og kurser, men lige nu må vi konstatere, at rentefaldet er god timing for konverteringsovervejende boligejere. Rentefaldet sker nemlig netop som vi går ind i januar, som byder på en kommende opsigelsesfrist ved udgangen af måneden for boligejere, som ønsker at nedkonvertere deres fastforrentede lån. Rentefaldet gør det naturligvis en spids mere attraktivt at omlægge sit realkreditlån.
Ny konverteringsbølge under opsejling
Med det øjeblikkelige renteniveau, hvor 1 pct. lånet med afdrag altså fås til en kurs tæt på 99, er der lagt i kakkelovnen til, at vi kan få endnu en konverteringsbølge ved udgangen af januar måned. Jeg forventer ikke, at vi kommer til at se en bølge af den størrelse som vi i juli og oktober måned med 185 mia. kr. med det nuværende renteniveau. Men det vil stadig være en bølge af anseelig størrelse. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi kommer op i omegnen 100 mia. kr. ved udgangen af januar måned.
Der findes stadig en stor portion af boligejere med realkreditlån på 2 pct. eller derover, som er dem med de bedste omlægningsmuligheder. Nationalbanken opgjorde for nylig, at der fortsat er lån med den høje rente for ca. 400 mia. kr.
Har man i dag et 2 pct. lån med afdrag med en restgæld på 1 mio. kr. og omlægger det til et nyt 1 pct. lån, så sparer man ca. 160 kr. om måneden efter skat. Omkostningen i form af gebyr og kurstab er ”tjent hjem igen” på ca. 4 år.