Gå til indhold PrivatPrivat BetaErhvervAL-KontoKigDigital signering Gå til navigation
Så meget sparer du (måske) i skat i 2020

Så meget sparer du (måske) i skat i 2020

28. november 2019
Gå til nyhedsoversigt

Der er gode nyheder i den forskudsopgørelse, som netop er offentliggjort. Den byder nemlig på mindre skattelettelser, når rådhusklokkerne ringer det nye år ind.

Udover at topskattegrænsen, beskæftigelsesfradraget og det ekstra pensionsfradrag stiger i 2020, vil også personfradrag og jobfradrag stige en anelse. Stigningerne i de nævnte grænser og fradrag er resultatet af tidligere skattereformer, som løbende bliver indfaset.

For rigtig mange danskere betyder skatteændringerne, at der vil stå lidt flere penge nederst på lønsedlen, når vi er gået ind i det nye år. Vi har taget et kig på, hvad det betyder for dig. 

Sådan påvirker skatteændringerne dig

Tjener du 400.000 kr. om året i 2019 og 2020 - og har mere end 15 år til folkepensionsalderen begge år - vil du få en skattelettelse på i alt ca. 1.150 kr. om året. Har du mindre end 15 år til folkepensionsalderen begge år, bliver skattelettelsen lidt større.

Betaler du topskat, og din indtægt ligger over topskattegrænsen begge år, vil din samlede skattelettelse være på ca. 4.000 kr. pr. år, hvis du har mere end 15 år til folkepensionsalderen.

Lave renter kan få betydning

Det skal naturligvis understreges, at ovenstående er eksempler, der kan blive påvirket af andre forhold, herunder dit befordringsfradrag og rentefradrag. For eksempel har mange boligejere omlagt deres lån til en lavere rente i løbet af 2019, og for dem vil rentefradraget derfor også blive tilsvarende lavere. 

> Sådan undgår du skattesmæk ved låneomlægning

Din kommune kan æde noget af skattelettelsen

Regnestykket kan også blive påvirket af, hvilken kommune du bor i. Det skyldes, at kommuneskatten varierer fra 22,8 pct. til 27,8 pct. - alt efter hvor i landet du bor. Otte kommuner har eksempelvis valgt at sætte kommuneskatten op i 2020 i forhold til 2019.

Højdespringeren er Kolding Kommune med 0,5 procentpoint, mens også Rudersdal, Greve, Esbjerg, Holstebro, Randers, Hjørring og Odense kommuner sætter kommuneskatten op i 2020. Er du bosat i en af disse kommuner vil noget af, eller endda hele, skattelettelsen blive ædt af denne skattestigning. Der er ingen kommuner, der sænker kommunalskatten til næste år.

   Fakta om skat og fradrag i 2019 til 2020

◼️ Topskattegrænsen stiger fra 513.400 kr. (efter AM-bidrag) i 2019 til 531.000 kr. (efter AM-bidrag) i 2020. Det giver isoleret set en skattelettelse på 2.640 kr., hvis din indtægt oversteg topskattegrænsen på 531.000 kr. (efter AM-bidrag) i både 2019 og 2020.

◼️ Det ekstra pensionsfradrag bliver hævet fra 8 pct. til 12 pct., hvis du har mere end 15 år til folkepensionsalderen, mens fradraget hæves fra 22 pct. til 32 pct., hvis du har mindre end 15 år til folkepensionsalderen. Og loftet for det ekstra pensionsfradrag hæves fra 71.500 kr. til 73.100 kr. 

◼️ Beskæftigelsesfradraget får et nøk opad fra 10,1 pct. til 10,5 pct., mens loftet for beskæftigelsesfradraget stiger fra 37.200 kr. til 39.400 kr.

◼️ Loftet over jobfradraget stiger fra 2.100 kr. til 2.600 kr., mens procentsatsen stiger fra 3,75 pct. til 4,5 pct. Tjener du mere end 253.600 kr. om året, får du det maksimale jobfradrag.

◼️ Personfradraget stiger en smule fra 46.200 kr. til 46.500 kr.

◼️ Bundskatten stiger en smule fra 12,13 pct. til 12,14 pct.

 

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening