Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Totalkredits 0,5%-lån med afdragsfrihed når vigtig milepæl – har rundet 5 mia. kr. i udstedelse

Totalkredits 0,5%-lån med afdragsfrihed når vigtig milepæl – har rundet 5 mia. kr. i udstedelse

4. oktober 2019
Gå til nyhedsoversigt

Det attraktive 30-årige 0,5 pct. lån med afdragsfrihed har for alvor fået et gennembrud. Der er nu udstedt for over 5 mia. kr. i serien hos Totalkredit, og har derfor opbygget tilstrækkelig likviditet til, at vi nu kan afblæse den såkaldte indlåsningsrisiko.

En tommelfingerregel for, hvornår en serie er uden risiko for indlåsning er, når seriestørrelsen runder 5 mia. kr. Herudover er der også internationale likviditetsregler, som inddeler obligationer efter, hvor likvide de er. Her lander de i den næstbedste kategori, når de er på omkring 1,9 mia. kr. og i den bedste kategori, når de runder 3,8 mia. kr., som serien altså med længder har overhalet.

Det kan lyde meget teoretisk med indlåsningsrisiko, men der er altså tale om et vigtigt opmærksomhedspunkt, hvis seriestørrelsen på en obligation er meget lille. For det betyder rent faktisk, at man som boligejer risikerer at indfri lånet til en højere kurs, end man ellers kunne have forventet, og det derfor bliver dyrere at indfri lånet.

Attraktive lånemuligheder i spil for boligejerne

Den gode likviditet i obligationsserien bag det 30-årige 0,5 pct. lån med afdragsfrihed er godt nyt for de boligejere som pønser på en omlægning af deres realkreditlån, da vi samtidig er bevæget os ind i oktober, hvor opsigelsesfristen ligger og lurer ved udgangen af måneden. De seneste dages rentefald betyder, at der er attraktive lånemuligheder i spil for boligejere med hang til afdragsfrihed. P.t. kan man få det 30-årige 0,5 pct. lån med afdragsfrihed til en kurs i omegnen af 96, mens det 30-årige 1 pct. lån med afdragsfrihed ligger lige over 100 og p.t. er lukket. Der er derfor lagt i kakkelovnen til, at en omlægning er attraktiv for rigtig mange boligejere.

Hvad skal man vælge?

Hvis vi står i en situation, hvor både 0,5 og 1 pct. lånet er åbent (som det har været tilfældet flere gange de sidste par uger), så kan spørgsmålet om, hvilket et af lånene man skal vælge opstå. Helt overordnet så er der fordele og ulemper ved begge lån, for man kan ikke få i både pose og sæk. Man får det laveste kurstab på 1 pct. lånet, men til gengæld en højere kursfølsomhed på 0,5 pct. lånet. Samlet over hele lånets løbetid vil 0,5 pct. lånet samlet set være billigst.

Har man derfor en længere horisont i sin bolig, så taler det for, at man vælger 0,5 pct. lånet, især nu hvor vi kan afblæse indlåsningsrisikoen.

Men uanset om renten hedder en hel eller en halv, så er faktum stadig, at vi har et hamrende lavt renteniveau, og omlægningsmulighederne er gode her ved indgangen til oktober, som er sidste stop inden opsigelsesfristen ved udgangen af måneden.

Kort om indlåsningsrisiko

Risikoen for indlåsning er størst på små obligationsserier, da der ikke er opbygget tilstrækkelig likviditet, som ejes af få investorer. Det betyder, at man risikerer at indfri til en højere kurs, end man ellers kunne have forventet, og det derfor bliver dyrere at indfri lånet.