Skip til indhold

Højeste antal lånetilbud til boligkøb i mere end 3 år

Antallet af lånetilbud til boligejernes boligkøb har drevet fremgangen i de samlede lånetilbud i år.

Rækkehuse

Friske tal fra Finans Danmark viser, at der i juni blev afgivet 15.425 lånetilbud til boligejere og virksomheder fra re­al­kre­di­tin­sti­tut­ter­ne, hvilket er 24% højere end samme måned sidste år. 

Ser vi på hvilket formål lånetilbuddene til boligejere er givet til, så er 6.172 lånetilbud givet til boligkøb, 212 til nybyggeri og 7.103 til andre formål som fx omlægning. Dermed er antallet af lånetilbud til omlægning steget med 3% i juni i forhold til maj. Lånetilbuddene til boligkøb er i steget med 7% i juni set i forhold til maj, og ligger tilmed på det højeste niveau siden marts 2022. Det seneste år har i gennemsnit budt på mere end 5.000 månedlige lånetilbud til boligkøb, og her er juni ingen undtagelse.

Antallet af lånetilbud til boligejernes boligkøb har drevet fremgangen i de samlede lånetilbud i år og ligger i juni på det højeste månedlige antal i mere end 3 år. Det er det højere tempo på boligmarkedet i år med markant flere bolighandler og betydelige prisstigninger som smitter af på lånetilbuddene. Når en bolig handles, vil det i langt de fleste tilfælde også kaste et lånetilbud af sig, når bo­lig­fi­nan­si­e­rin­gen skal på plads. 

I første halvår af 2025 blev der lavet godt 32.600 lånetilbud til boligejere med henblik på boligkøb. Det er 38% flere end i de samme måneder af 2024. Tilmed ligger niveauet foreløbigt i år allerede højere end hele sidste år til sammen, hvor der blev lavet 29.579 lånetilbud til boligejere til boligformål. Sidste år endte dog også med at byde på det markant laveste antal lånetilbud til boligejere til boligkøb siden statistikken startede i 2017. Det vider om, at der er kommet godt gang i det danske boligmarked i år.

Han­del­sak­ti­vi­te­ten er også steget betydeligt i år med fremgang i stort set hele landet og for alle tre boligtyper. De seneste handelstal for maj bød på det højeste antal bolighandler i hele 47 måneder. I de første fem måneder i 2025 er bolighandlerne steget med knap 20% i forhold til de samme måneder sidste år. Det smitter af på lånetilbuddene. Den store efterspørgsel efter at købe bolig er også afspejlet i priserne. Tal fra Boligsiden viser, at huspriserne i første halvår 2025 er steget med 5,5% i forhold til samme periode sidste år, mens lej­lig­heds­pri­ser­ne er steget med 10,3% i første halvår 2025. 

Med det høje tempo på boligmarkedet forventer vi, at danskerne vil fortsætte med at efterspørge flere lånetilbud til boligkøb, og at det vil drive de samlede lånetilbud i 2025 op på et højere niveau end i 2024. Vi forventer ikke et stort bidrag til det samlede antal lånetilbud fra omlægninger, da potentialet for ned­kon­ver­te­rin­ger er begrænset.

Relaterede artikler