Historie

Historie

En bank bli’r til ...

Af Claus Hagen Petersen
Bankens historie er skrevet i forbindelse med bankens 75-års jubilæum 19. juni 1994.

København den 3. juni 1919. Den unge nyudnævnte bankdirektør Frederik Kier ser på sit ur. Han står i de nyindrettede banklokaler på 1. sal i Frederiksberggade 16. Kaster han et blik ind gennem glasdøren, kan han se Arbejderkul's kontorer og måske også lederen Karl Kiefer. 

Det var mere end nogen anden Kiefers skyld, at han havde opsagt sin stilling som bankier for at lede dette nye bankeksperiment. Bag Kier står et par medarbejdere - de er ni i alt - klar bag skranken. Resten sidder på høje pulte, klar til at føre de første transaktioner ind i de store protokoller med blæk. Arbejdsrutinerne er omhyggelige - og de udleverede æsker med penne skal helst holde et år.

Thorvald Stauning, socialdemokratiets leder og formand for bankens repræsentantskab, indfinder sig. Ned ad trappen står kunderne i kø for at komme til. Rådhusuret slår ti slag. Direktør Frederik Kier åbner dørene. Arbejdernes Landsbank har startet sin virksomhed.

En turbulent tid

Det var med nød og næppe lykkedes at holde Danmark uden for 1. verdenskrig - men ikke af dens følgevirkninger. En stor del af befolkningen levede under vilkår, der i betænkelig grad nærmede sig sultegrænsen. Krigen medførte vareknaphed, og prisernes himmelflugt kendte tilsyneladende ingen grænser. Man snakkede om "dyrtid". Helt galt blev det, da England i 1917 indledte en handelsblokade for at hindre, at Danmark blev Tysklands "spisekammer" under krigen.

Mens en stor del af befolkningen levede i social nød, oplevede andre gyldne tider. Der kunne tjenes formuer ved at sælge mad til tyskerne. Begrebet "gullaschbaron" opstod parallelt med, at store spekulationsgevinster blev skovlet ind på Børsen. Klasseforskellene blev mere og mere udtalte. I krigsårenes økonomiske turbulens opstod i tilgift en politisk ustabilitet på både venstre og højre fløj. Den russiske revolution gav også ekko i Danmark. De (forholdsvis få) revolutionære elementer skilte sig ud fra Socialdemokratiet og dannede diverse kommunistiske fraktioner. Og på den nationalistiske højrefløj gryede tanken om at få hele Slesvig indlemmet i Danmark - på trods af resultatet af folkeafstemningen i landsdelen i 1920. Midt i al denne virak krævede en voldsom influenzaepidemi (den spanske syge) i hundredvis af dødsofre.

Arbejderkul

Arbejderkul  

Det var barske år. Men københavnerne havde trods alt kunnet holde den værste kulde fra døren. Det skyldtes Arbejdernes Brændselsforretning - også kaldet Arbejderkul - der spillede en afgørende rolle ved oprettelsen af Arbejdernes Landsbank.

Før 1. verdenskrig kom 98% af Danmarks kulforsyning fra England. Med den engelske blokade forsvandt disse leverancer, og det udgjorde en massiv trussel ikke blot for menigmand, men også for dansk industri.

Storkapitalen var i overvejende grad engelskorienteret, mens det danske socialdemokrati havde stærke kontakter til sit tyske søsterparti. Det blev landets redning under 1. verdenskrig. Tysk kul formidlet af den kooperative brændselsforretning Arbejderkul holdt hjulene i gang i industrien og bragte varme i de danske hjem. Og det skyldtes især indsatsen fra en mystisk personlighed i datidens europæiske arbejderbevægelse: Dr. Alexander Israel Lasarevitj Helpland - alias "Parvus".

Parvus - en rejsende i revolutioner

Parvus var født i Rusland, og var særdeles aktiv i den socialistiske opposition mod zarstyret omkring århundredeskiftet. Han blev fængslet efter den mislykkede revolution i 1905, men flygtede til Tyrkiet, hvor han tjente sin første af mange formuer. En højst sammensat natur: Intellektuel, socialist - men også storkapitalist og levemand.

I 1915 slog Parvus sig ned på Vodroffsvej på Frederiksberg. Det neutrale København var på den tid et center for spionage, fredsinitiativer og muligheder for at score fede profitter ved børsspekulation og handel. Og i dette miljø havde Parvus det som en fisk i vandet.

Parvus kendte de fleste socialistiske spidser i Europa. Han var personlig ven med Lenin og Trotsky og mødtes jævnligt med Stauning. Det var denne Parvus, der for Arbejderkul formidlede kontakten til de tyske kulleverandører. Selv tjente han styrtende med penge, som han dog i betydeligt omfang kanaliserede videre til sine russiske socialistvenner.

  Parvus

De tyske kulskibe lagde til ved Enghave Brygge, og under energisk ledelse af direktør Karl Kiefer, nåede de eftertragtede kul ud til industrien og kakkelovnene. Arbejderkul udviklede sig til en sand guldgrube - et kooperativt foretagende med enorm succes. Men før vi ser nærmere på den kooperative tanke, skal vi lige have rundet mysteriet Parvus af. Han medvirkede i 1917 til at bringe Lenin i den berømte forseglede togvogn fra landflygtigheden i Schweiz tilbage til Rusland. Men han ragede siden uklar med Lenin, og endte sine dage som en ensom mand i en luksusvilla i Berlin..

Den kooperative idé

Helt tilbage i 1799 eksperimenterede englænderen Robert Owen med kooperative ideer på sin bomuldsfabrik i Rochdale i Skotland. Ideen var, at en gruppe mennesker i fællesskab løser en økonomisk opgave. Man kan skelne mellem produktionskooperationer og forbrugskooperationer, hvor sidstnævnte kendes fra den danske brugsforeningsbevægelse.

Det var oplagt for den danske arbejderbevægelse at oprette kooperative virksomheder, og omkring århundredeskiftet opstod en lang række bygge- og anlægsvirksomheder baseret på denne idé. Men det er nok virksomheder som mælkeriet Enigheden, Arbejdernes Fællesbageri, bryggeriet Stjernen og Arbejdernes Brændselsforretning, der hører til de mest kendte kooperative virksomheder.

  Kooperativ ide

En bank og dens idé

Socialdemokratiet, fagforeningerne og de kooperative virksomheder var efterhånden kommet i besiddelse af store likvide midler. Størstedelen var "øremærkede" til brug for faglige kampe. Men det havde længe været en torn i øjet på bevægelsens topfolk, at disse midler var placeret i private banker, der dermed havde indsigt - oven i købet fra 1. parket - i arbejderbevægelsens økonomiske situation.

Ideen om at oprette en arbejderbank havde længe været diskuteret. Stauning var en stærk fortaler for projektet, men fagbevægelsens egne folk var temmelig skeptiske. De frygtede, at en arbejderbank ikke ville have likvide midler nok i en konfliktsituation - og så var der naturligvis spørgsmålet om startkapitalen! Og her kom succesforretningen Arbejderkul stærkt ind i billedet.

På de forberedende møder om arbejderbanken blev man enige om, at en startkapital på 2 millioner kr. var nødvendig. Og bankudvalget kunne på sit afsluttende møde den 26. april 1919 konstatere, at 62 fagforbund og kooperative virksomheder havde givet tilsagn om aktietegning for i alt 1.724.000 kr. Heraf havde Arbejderkul alene tegnet sig for den ene million. Og det var også Arbejderkul, der ved at runde op med yderligere 276.000 kr. gjorde bankens start mulig.

Banken blev formelt drevet som et aktieselskab. Men aktierne kunne ikke børsnoteres og måtte kun ejes af institutioner med tilknytning til arbejderbevægelsen, ikke af privatpersoner. Banken var altså formelt et aktieselskab, men reelt en produktionskooperation for arbejderbevægelsens mange forgreninger i relation til den finansielle sektor. Og for lønmodtagerne var banken reelt en forbrugskooperation. På den måde fik bevægelsens mange medlemmer et kærkomment alternativ til datidens svøbe: Pantelåneren.

Arbejdernes Landsbank åbnede i depressionstider. Bankkrak var ikke ualmindelige i de tidlige 20'ere, og samfundet blev rystet i sin grundvold, da Danmarks største bank Landmandsbanken stod foran lukning i 1923. Kun et politisk indgreb reddede banken, der under og efter 1. verdenskrig havde finansieret spekulationsprægede forretninger i stor stil.

Det var også ved at gå galt for Arbejdernes Landsbank. Paradoksalt nok på grund af Arbejderkul, der løb ind i store økonomiske vanskeligheder i starten af 20'erne på grund af kraftige prisfald på kul og fejlslagne investeringer. Fra at være bankens fødselshjælper blev Arbejderkul en møllesten om halsen på Arbejdernes Landsbank. Så trådte Arbejdernes Fællesorganisation til. Med et ekstra bidrag på to øre om ugen pr. medlem klarede banken skærene. De københavnske arbejdere havde reddet deres egen bank.

Panoptikonbygningen

Det vakte mindre opsigt, da Diskonto- og Revisionsbanken, der var nabo til Arbejdernes Landsbank i Frederiksberggade, måtte dreje nøglen om. Arbejdernes Landsbank havde imidlertid et stort tilgodehavende i Diskonto- og Revisionsbanken, nemlig 1,8 millioner kr. Et anseeligt beløb dengang.

Nu trådte en mand ved navn Sophus Madsen ind på scenen. Han ejede huset på hjørnet af Bernstorffsgade og Vesterbrogade, kendt som "Panoptikonbygningen". Det særprægede navn har sin egen historie, idet den tidligere Tivolidirektør Bernhard Olsen havde skabt en udstilling med voksdukker og tableauer fra danmarkshistorien. "Panoptikon" er det græske ord for kabinet, og det gav således navn til bygningen. I løbet af 20'erne blev udstillingen dog udkonkurreret af de nye biografteatre. Ejeren Sophus Madsen ønskede at afhænde bygningen, og da han skyldte Diskonto- og Revisionsbanken et anseeligt beløb, gik Arbejdernes Landsbanks direktør Kier i aktion.

Det pant som Diskonto- og Revisionsbanken havde i Panoptikonbygningen blev "ombyttet" til et tilgodehavende for Arbejdernes Landsbank. Med andre ord: Arbejdernes Landsbank overtog bygningen, og da banken alligevel var vokset ud af lokalerne på Frederiksberggade, flyttede den i 1927 ind på 1. sal i den gamle udstillingsbygning.

I de næste 23 år var Panoptikonbygningen en ramme om bankens stabile vækst. Men natten mellem den 4. og 5. januar 1950 skabte en julestjerne totalt kaos. Julestjernen hang i vinduet hos en privat lejer, og el-pæren antændte dekorationen, der således blev årsag til, at hele bygningen brændte. Under ledelse af arkitekt Mogens Jacobsen blev bygningen på Vesterbrogade genopført. Den er stadig hovedsædet for Arbejdernes Landsbank, og omtales den dag i dag som 'Panoptikonbygningen'.

75 år i perspektiv

Som produktionskooperativ bestod Arbejdernes Landsbank sin prøve i de turbulente 20'ere. Der var likvide midler nok til rådighed under de store arbejdskampe - selvom det var med nød og næppe. Banken bestod altså sin "svendeprøve", og det betød, at midlerne fra arbejderbevægelsens mange organisationer i stigende grad blev placeret i banken.

Frederik Kier  

Efterhånden bestod Arbejdernes Landsbank også prøven som forbrugskooperation. Den første filial blev åbnet i 1921 på Nørrebro, Brønshøj kom til i 1922, og den første provinsfilial åbnedes i Århus i 1936. Et populært tilbud i 30'erne var kautionslån på 600 kr. De var særligt eftertragtede i tiden op til jul, hvor låntageren med to kautionister - gerne arbejdskammerater - fik mulighed for større forbrugsanskaffelser. Dog kun mod forevisning af skattebillet uden udpantningspåtegnelser. Udlånet skulle jo sikres!

Det var imidlertid først i løbet af 60'erne, at Arbejdernes Landsbank rigtigt kunne leve op til den sidste del af sit navn. Den private bankkunde kom mere i fokus, og filialer skød derfor op over det ganske land. I samme periode var banken i høj grad med til at realisere menigmands drøm om en bedre bolig. Arbejdernes Landsbank finansierede en stor del af det almennyttige boligbyggeri, og ydede tusindvis af private byggelån til mindre parcelhuse. I takt med tiden har banken udviklet sit oprindelige idégrundlag. Udover de faglige organisationer, kooperative virksomheder mv. benyttes banken i stigende grad af private virksomheder og ikke mindst af den enkelte lønmodtager. I dag er mere end 200.000 lønmodtagere således kunder i Arbejdernes Landsbank.

...Det er en tilfreds direktør Kier, der den 3. juni 1919 lukker døren efter den første dags arbejde. Omsætningen har været på 250.000 kr. Fundamentet er lagt, og som direktør i ikke mindre end 40 år er Frederik Kier med til at føre Arbejdernes Landsbank frem til dens position i dag. En storbank for den enkelte lønmodtager.