2022 ender med største boligprisfald mere end et årti

Danskernes friværdier har fået nogle gevaldige hug.

Boligpriserne levner ingen opmærksomhed til coronakrisen

Nye tal fra Boligsiden viser, at boligpriserne faldt på ny i december. Huspriserne faldt med 2,7%, mens lej­lig­heds­pri­ser­ne faldt med 1,8%. De seneste måneder har tegnet sig for de største månedlige fald i statistikkens historie, som går tilbage til 2010.

Boligpriserne er faldet siden foråret sidste år, og de månedlige fald løber op i markante prisfald. Siden toppen før sommeren sidste år er huspriserne faldet med samlet 9%, mens lej­lig­heds­pri­ser­ne er dykket 10%.

Boligmarkedet blev ramt af en helt ny virkelighed i 2022. Efter mere end 10 år med konstant stigende boligpriser, så gik det ned af bakke i 2022, som ender med det største fald i mere end et årti. Vi skal dog samtidig huske på, at de kraftige fald kommer efter en periode med kraftige stigninger. Aktuelt er boligpriserne i omegnen sendt tilbage til det, som de var ved indgangen til 2021.

Danskernes friværdier har fået nogle gevaldige hug. Siden toppen midtvejs sidste år er der hugget 230.000 kr. af prisen på et gennemsnitligt hus i Danmark. Lejligheder er faldet endnu mere, hvor friværdierne i gennemsnit er dykket med 290.000. Det er samtidig væsentligt at fremhæve, at det her tilmed blot er gennemsnitlige betragtninger, og der er områder, hvor der er skåret meget mere af friværdien. Nogle steder taler vi om op mod 1 mio. kr.

Det er især ren­testig­nin­ger, som har ramt boligmarkedet sidste år. Da vi gik ind i 2022, lød renten på et fastforrentet lån på 2%, mens renten ved udgangen af 2022 var steget til 5%. De højere renter gør det dyrere at finansiere drømmeboligen. For nogle kan det betyde, at boligdrømme må opgives, mens andre må lede efter en billigere bolig. En billigere bolig kan opnås ved at købe mindre, en anden kvalitet eller forsøge at presse prisen ned. Det hele giver et nedadgående pres på boligpriserne. Hertil har boligmarkedet oplevet modvind fra højere energipriser, høj inflation samt større usikkerhed for den økonomiske fremtid.

Den lavere interesse for at købe bolig ses også tydeligt på han­del­sak­ti­vi­te­ten. I 2022 blev der i alt handlet det laveste antal boliger i 8 år. Sammenlignet med 2021 bød han­del­sak­ti­vi­te­ten på et fald på 34%. De færre boligkøb betyder samtidig, at der kommer flere salgsskilte, og det er også med til at presse priserne, da det giver boligkøberne mere at vælge mellem, og sælgerne flere konkurrenter.

Vi forventer, at huspriserne vil fortsætte med at falde over det næste halve til hele års tid. På landsplan forventer vi, at huspriserne står overfor yderligere fald på 5%-10%, mens lej­lig­heds­pri­ser­ne kan falde yderligere 10% eller mere. Prisfaldet vil især være udtalt i og omkring de større byer.

Relaterede artikler