Formuerne stiger til ny rekord

2021 var generelt et stærkt finansielt år.

Danskernes bankindlån bugner – har 1.023 mia. kr. stående

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at danskerne i gennemsnit har en nettoformue på 1,6 mio. kr. ved udgangen af 2021. Det er en stigning på 9,2% i forhold til 2020. I tillæg har Danmarks Statistik suppleret med yderligere en definition af formuerne, som dog alene beregnes for 2020 og 2021. I det tilfælde er danskerne nettoformue steget med 276.000 kr. i 2021 svarende til 16,6%.

Statistikken opgøres én gang årligt og er opdateret til og med 2021. Danskerens formue består af pensions- og boligformue samt øvrig opsparing som fx bankindlån eller værdipapirer. Fra formuen er så fratrukket gæld, som tilsammen giver nettoformuen. Statistikken går tilbage til 2014.

Danskernes formue stiger til ny rekord i 2021, og der er lagt næsten 10% til formuerne. Året var generelt et stærkt finansielt år. Boligpriserne steg, ak­tie­mar­ke­der­ne havde markant pil op, danskerne fik udbetalt anden omgang af de indefrosne feriepenge og så slog beskæftigelsen nye rekorder. I tillæg steg danskerens gæld kun ganske svagt. Det bidrog samlet set til, at danskernes formue fik endnu et år med massiv fremgang.

Tallene for danskerens formuer dækker kun til og med 2021. Spejder vi ind i 2022, forventer vi ikke, at formuerne fortsætter de seneste års store fremgang. Året har været præget af udfordrede aktie- og ob­liga­tions­mar­ke­der, og det har ramt danskernes afkast både på egne opsparede midler og på pen­sions­for­mu­en. På boligmarkedet er der også modvind og faldende priser, som vil påvirke boligformuen negativt.

Ak­tie­mar­ke­der­ne har for året som helhed leveret negative afkast, hvor det hjemlige C25-indeks i 2022 er nede med foreløbige 13%. Også ob­liga­tions­mar­ke­der­ne har været ramt af negative afkast, og det vil påvirke både pen­sions­for­mu­er­ne og danskernes egne investeringer i værdipapirer i klar negativ retning. Boligpriserne har også vendt snuden nedad, og målt fra starten af 2022 til i dag er huspriserne faldet med 4% og lej­lig­heds­pri­ser­ne med 5% på landsplan, og det vil medvirke til at trække ned i boligformuen. Vi skal dog også huske, at danskerne løbende indbetaler på den gode side af 100 mia. kr. på deres pen­sions­op­spa­ring, og det vil afbøde noget af faldet i pen­sions­for­mu­en. Danskernes bankindlån er også steget med ca. 50 mia. kr. i løbet af 2022, og det trækker isoleret set også op i formuerne.

Relaterede artikler