ECB fastholder renten – holder døren pivåben for fortsat lave renter for danske boligejere

Indlånsrenten hos ECB lyder fortsat på -0,5%.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55
ECB fastholder renten – holder døren pivåben for fortsat lave renter for danske boligejere

Den europæiske centralbank, ECB, har netop afsluttet deres rentemøde, og ikke overraskende er der fuldstændig ro på renterne og op­købspro­gram­mer. Centralbanken besluttede at fastholde den ledende rente på de aktuelle -0,50% samt en konstatering af, at man fortsætter med de eksisterende op­købspro­gram­mer. Selvom der altså ikke er en pind overraskende ved ECBs rentemøde, så sætter det alligevel en tyk streg under de lave renter, som de danske boligejere efterhånden har nydt godt af i lang tid, og som med stor sandsynlighed vil fortsætte en god rum tid endnu.

Centralbankens beslutning om at fastholde renten er godt nyt for de danske boligejere, især dem med de allerkorteste rentebindinger. For ser vi fremad, så er der grundlæggende ikke noget der tilsiger, at især de helt korte renter kommer til at stige foreløbig. Og der er derfor lave renter så langt øjet rækker. Den lempelige pengepolitik fra ECB er med til at holde de danske boligrenter i ekstremt kort snor. Og med dagens fastholdelse af renten på -0,5 pct. på det hidtil laveste niveau i ECB understreger, at der ikke er det helt store i sigte, hvad angår ren­testig­nin­ger.

Frist for titusindvis af boligejere 31. juli

Om godt to uger når vi sommerens op­si­gel­ses­frist 31. juli. Det er især vigtigt at skrive sig bag øret, hvis man har et fastforrentet 2 pct. lån eller derover. For det er de boligejere med de bedste om­læg­nings­mu­lig­he­der i øjeblikket, hvor 1 pct. lånet holder stand lige over kurs 99, og det må siges at være et veltimet kursniveau lige op til op­si­gel­ses­fri­sten.

Det er ikke kun boligejere med fastforrentede lån som har frist 31. juli. Også 12.000 boligejere med ren­te­til­pas­ning­s­lån hos Totalkredit skal have refinansieret deres ren­te­til­pas­ning­s­lån til oktober med frist 31. juli. Det er boligejere med fx F1, F3 og F5-lån. De kan inden 31. juli vælge, om de ønsker at foretage et såkaldt profilskifte fra fx F1 til F5, eller om de helt vil indfri lånet og omlægge til fx fast rente. Foretager man sig ingenting, så fortsætter man med det lån, man har i forvejen.

De F5-lånere, som skal have rentetilpasset deres lån, har de seneste 5 år betalt en rente på 0,90 pct. F3-lånerne har betalt en rente på -0,16 pct., mens F1-lånerne det seneste år har betalt -0,41 pct. i rente.

Hvis vi skæver til den seneste auktion i starten af maj måned, så endte både F1 og F5 lige under nulpunktet, mens F3 endte på -0,15 pct. i rente. I øjeblikket ser det ud til, at den kommende auktion vil ende ud med lavere renter for både F3 og F5 end vi så ved auktionen i maj, mens F1 vil være i nogenlunde samme niveau som ved seneste auktion. Så der er altså fortsat tale om meget lave renter.

Relaterede artikler