Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Danskernes opsparing slår igen rekord

Danskernes opsparing slår igen rekord

27. november 2019
Gå til nyhedsoversigt

Dugfriske tal fra Nationalbanken viser, at husholdningerne ved udgangen af oktober har 940 mia. kr. stående på en konto i banken, når der tages højde for normale sæsonudsving. Det er 4 mia. kr. mere end i september, og betyder, at danskernes indestående i banken vokser for 18. måned i træk, og derved igen slår sin egen rekord. Det svimlende milliardbeløb svarer til, at hver person over 18 år i gennemsnit har 208.000 kr. stående i banken.

Tendensen med stigende opsparing blandt danskerne er ikke noget nyt fænomen og undrer os ikke. For på trods af, at det går godt i dansk økonomi, hvor rekordmange er i arbejde og reallønnen stiger, så har vi været ekstraordinært glade for at spare op. Vi er derfor langtfra den forbrugsfest som kendetegnede det forrige opsving midt i 00´erne.

Vi sparer nemlig 7 kr. op p.t. for hver 100 kr., der kommer ind på bankkontoen, hvilket absolut er i den høje ende af skalaen. Ser vi tilbage til før finanskrisen, der lånte vi 3 kr. ekstra for hver gang vi tjente 100 kr., hvilket betød, at vi brugte flere penge end vi tjente.

Kan man ikke genkende sig selv i de 208.000 kr. på kontoen, så bliver tallet vel at mærke trukket op af få med ekstraordinært store indeståender. En nylig analyse fra Danmarks Statistik viser, at 70 pct. af personer med penge i banken har mindre end 100.000 kr. stående på kontoen, men det tager ikke det faktum fra dagens tal, at danskerne har stadig mere stående på kontoen.

Vores råd er, at man har 2-3 gange sin månedsløn (efter skat) stående på kontoen til løbende forbrug og uforudsete begivenheder. Har man mere stående på sin bankkonto end det, og pengene ikke er øremærket til nært forestående forbrug, så bør man overveje om midlerne med fordel kan bruges på fx ekstraordinært afdrag på gæld, indskud på pension eller energioptimering af sin bolig. Har man de helt lange briller på, og har risikoappetitten til det, så kan man naturligvis også overveje investering i aktier.