315.000 nye job i USA
Beskæftigelsen i USA steg mere end forventet i august med i alt 315.000 personer udenfor landbruget.
Beskæftigelsen i USA steg med 315.000 personer udenfor landbruget i august. Det er lidt mere end den ventede jobfremgang på 298.000. Beskæftigelsen er nu steget 20 måneder i træk.
Ledigheden stiger derimod til 3,7%. Det er en betragtelig månedlig stigning, hvor den for en måned siden var nede på 3,5%, hvilket var det laveste siden 1969. Dog steg arbejdsstyrken også mere end ventet. For blot få år siden ramte ledigheden 14,7% i begyndelsen af coronakrisen.
Der er pæn fart på joblokomotivet i USA stadigvæk. Mere end 300.000 nye jobs er en rigtig pæn slat til en i forvejen høj beskæftigelse. Tiden taget i betragtning er det ret så imponerende, at beskæftigelsen stiger med den her fart. Inflationen bider benhårdt på amerikanernes pengepung, og pengepolitikken strammes kraftigt med renteforhøjelser for at dæmpe impulserne i økonomien. Men fremgangen på arbejdsmarkedet er lettere afdæmpet, men stadig stærk.
Lønningerne var i august 5,2% højere sammenlignet med for et år siden. Det er det samme som i juli, og lønvæksten er til den klart høje side. Lønudviklingen har i øjeblikket stor opmærksomhed i en tid, hvor inflation er det helt store omdrejningspunkt. Et tiltagende lønpres risikerer at puste til inflationen.
Der er renteforhøjelser på vej fra den amerikanske centralbank. Inflationen er den højeste i 40 år, ledigheden er tæt den laveste i 53 år, lønningerne stiger med høj fart, og der er stadig jobvækst. Renteforhøjelserne skal fungere som en ventil til at lukke luft ud af økonomien. Senere i september ligger den næste renteforhøjelse på 0,75 procentpoint og lurer. Det er de kraftigste renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank siden 1994.
De danske boligejere har alt mulig til at rette opmærksomheden mod USA. De massive renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank påvirker også renterne herhjemme. I dag ligger renten på et fastforrentet lån på 5%. Ved årsskiftet hed den 2% og for halvandet år siden 0,5%. Den stærke amerikanske økonomi og kraftige renteforhøjelser fra centralbanken en væsentlig rolle i de højere danske boligrenter.
Fremgangen i den amerikanske økonomi kan også smitte positivt af på den danske økonomi. USA er blandt vores største handelspartnere, og eksporten til USA beskæftiger omkring 100.000 danske arbejdspladser. Fremgangen på det amerikanske jobmarked kan derfor også give et positivt skub til den danske økonomi.