Danskernes aktieformuer bragede i vejret i 2021

En central baggrund skal findes i opturen på aktiemarkederne, hvor det danske C25 har været på himmelflugt

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Danskernes disponible indkomst steg med 4,5 procent i 2020.

Nye tal fra Nationalbanken viser, at de danske husholdninger havde egne ak­tie­be­hold­nin­ger for 651 mia. kr. ved udgangen af 2021. Det betyder, at aktieformuerne steg med 35 mia. kr. alene i december. Statistikken ser på VP-registrerede værdipapirer og har derved ikke en stor del af beholdningen af udenlandske aktier med.

De danske aktieformuer er braget i vejret i 2021, hvor der blev lagt yderligere 148 mia. kr. til danskernes ak­tie­be­hold­nin­ger. Det er den største stigning over et enkelt år i statistikkens historie, der går helt tilbage til starten af 2000. En central baggrund skal findes i opturen på ak­tie­mar­ke­der­ne, hvor blandt andet det danske C25 har været på himmelflugt og steget over 17% i løbet af 2021. Alene i december steg C25 indekset med lidt mere end 4%, og aktieformuerne sluttede således året af med bravour. Baggrunden for de mærkbart øgede aktieformuer sidste år skyldes derfor primært stigninger i aktiekurserne. Danskernes har dog også købt aktivt op, men det aktive køb overstråles af foræringen givet ved de fremad­stormen­de aktiemarkeder sidste år.

Begyndelsen på 2022 har imidlertid været en anden og langt mere negativ fortælling, hvor pilen har peget skarpt ned med blodrøde tal på ak­tie­mar­ke­der­ne. Og dagen i dag er ingen undtagelse med nye fald. Kaster vi blikket på C25, så er indekset faldet med knap 12% i år. Dermed har årets første måned til­nær­mel­ses­vist spist stigningen i 2021 op.

Midt i den nuværende orkan på aktiemarkedet med markante fald så luner det da lidt, at danskerne trods alt gik ind i året med rekordhøj aktieformue, hvor man mere eller mindre blev forgyldt i 2021. De drøje hug i januar rammer derfor på et tykt punkt. Der er dog ingen tvivl om, at det stadig gør enormt ondt på ak­tie­be­hold­nin­ger­ne. Og når danskernes aktieformuer bliver gjort op om en måned, så vil de med stor sandsynlighed også være skrumpet med adskillige milliarder.

Den negative udvikling i 2022 skal blandt andet ses i lyset af kommende ren­testig­nin­ger fra den amerikanske centralbank. Det gør ondt her og nu, hvilket ak­tie­mar­ke­der­ne fortæller en tydelig historie om. Men når alt kommer til alt så rammer ren­testig­nin­gen på et dybest set godt tidspunkt. Vi står i et drønende opsving, og vi har plads til højere renter. Ak­tie­mar­ke­der­ne har fået enorme hug, og det gør naturligvis ondt på porteføljerne, men C25 er stadig mere end 25 pct. højere end før coronakrisen.

Tager vi de lidt længere briller på, så har både 2019, 2020 og 2021 leveret solide plusser til aktieformuerne. I 2019 steg aktieformuerne med 80 mia. kr., i 2020 med 97 mia. og i 2021 altså med 148 mia. Det givet samlet svimlende 325 mia. kr. på tre år. Ifølge Nationalbanken havde danskerne udenlandske aktier for 122 mia. kr. ved udgangen af 2021.

Relaterede artikler