Opladelige biltyper hitter: Næsten halvdelen af de nye personbiler har grønt islæt i oktober

I oktober blev der solgt 14.975 nye personbiler.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55
Opladelige biltyper hitter: Næsten halvdelen af de nye personbiler har grønt islæt i oktober

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at der i oktober blev solgt 14.975 nye personbiler til husholdninger og virksomheder, når der tages højde for normale sæsonudsving. Sammenligner vi med måneden før, så blev der solgt 3,4% færre nye personbiler.

De opladelige biltyper er for alvor brudt gennem lydmuren, hvor populariteten er tiltaget året igennem. I oktober udgjorde salget af el- og hybridbiler 43% af det samlede salg af nye personbiler. Det er kun september i år som topper den andel, og vi nærmer os med hastige skridt milepælen, hvor de opladelige biltyper udgør halvdelen af bilsalget.

I oktober udgør elbiler 17% af det samlede personbilsalg, mens hybridbilerne udgør 26%. Det betyder, at de opladelige biltyper til sammen udgør 43% af bilsalget i oktober, og det høje niveau fra de foregående måneder fortsætter derfor ind i oktober. Gør vi status for årets første 10 måneder er der i alt solgt 48.409 opladelige biltyper fordelt på 17.099 elbiler og 31.310 hybridbiler. Det er 129% flere solgte opladelige biltyper end i de samme måneder sidste år. Oveni kan så lægges en række nyere, men brugte, importerede el- og hybridbiler fra udlandet, som ikke er med i bilsalget af nye personbiler.

Sætter vi luppen henover det generelle bilsalg, så er det noget mere udfordret. Årets første 10 måneder har budt på i omegnen af 154.000 solgte personbiler, hvilket er lidt færre biler end sidste år, men i særdeleshed færre solgte biler end i 2019, inden krisen satte ind. Det sætter et godt billede på, at også landets bilforhandlere har været ramt af nedlukningerne under krisen, men også, at der i øjeblikket meldes om le­ve­ran­ce­pro­ble­mer på biler som følge af mangel på materialer og udstyr.

Økonomien bevæger sig i øjeblikket ud af coronakrisens klør, og det giver overordnet set gode forudsætninger for bilsalget, mens aftalen om fremtidens bilafgifter, som blev indgået sidste år, giver grobund og potentiale for yderligere fremmarch for de opladelige biltyper. Vejen er dog stadig belagt med sten, da de globale flaskehalse og meldinger om for­sy­nings­pro­ble­mer også rammer produktionen af biler, hvilket kan stikke en kæp i hjulet for bilsalget.

Relaterede artikler