Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Nedlukningen presser hotelbranchen

Nedlukningen presser hotelbranchen

13. april 2021
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i februar var 1,443 mio. overnatninger på danske hoteller, feriecentre og vandrehjem, hvilket er lige under halvdelen af det antal overnatninger man havde samme tid sidste år.

Der var i februar 182 hoteller, feriecentre, campingpladser og vandrerhjem, der ingen overnatninger havde i februar 2021, hvilket svarer til 20 pct. af alle overnatningssteder. De manglende overnatninger omfatter både overnatningssteder, der pga. COVID-19 har valgt at holde lukket og overnatningssteder, der har haft åbent men ingen overnattende gæster. Samtidig havde 19 pct. af alle overnatningssteder under 100 overnatninger i februar 2021.

Hotellerne mærkede stadig corona effekterne, hvor særligt de udenlandske gæster mangler. I februar var der 72 procent færre overnatninger fra udenlandske gæster end sidste år. Det er dog ikke kun udlændingene, der bliver væk. Antallet af danske gæster er 36 procent lavere i februar sammenlignet med samme tid sidste år.

Coronakrisen har nu varet over et år, og ser vi på antallet af overnatninger, har det været et drøjt år for branchen. De sidste 12 måneder sammenlignet med de foregående 12 måneder viser et fald i antallet af overnatninger på 37 procent. Det dækker over et fald i 17 procent overnatninger fra danske gæster, og 70 procent fra udenlandske gæster.

Der er heldigvis bedre tider på vej. Vaccineudrulningen betyder, at vi åbner økonomien mere op, og det bør også give flere overnattende gæster. Desværre er det endnu uvist, hvornår de udenlandske gæster kan komme fuldt tilbage. Så selvom der er bedre tider på vej, så vil det tage tid før hotelbranchen kan vende helt tilbage til en normal hverdag.

Feriehusene har haft en rekord februar

Antallet af feriehusudlejninger slog rekord i februar. Rekorden er skabt af, at de danske overnatninger steg med 176 pct. til i alt 1,0 mio. overnatninger. Den store fremgang i danske overnatninger mere end opvejede, at der stort set ingen udenlandske overnatninger var.

På trods af en stærk februar, er antallet af bookinger for resten af 2021 dog lavere end samme tid sidste år. En nedgang der særligt skyldes manglende bookinger fra udenlandske turister.