Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Detailhandlen i ny rekord med genåbning - tøjsalget stiger mere end 100%

Detailhandlen i ny rekord med genåbning - tøjsalget stiger mere end 100%

27. april 2021
Gå til nyhedsoversigt

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget steg med imponerende 19,7% i marts, når der korrigeres for prisudvikling, sæsonudsving og effekten af handelsdage. Det er både den størst månedlige stigning, som vi nogensinde har set i detailhandlen, og samtidig sætter detailhandlen ny rekord i marts. Det er vildt!

Selvom det er anden måned i træk, at detailomsætningen stiger, så sætter marts altså februar til vægs, hvor den i februar steg med ”sølle” 2,9%. Tilbage i januar, hvor store dele var lukket ned, ramte detailhandlen det laveste i mere end fem år.

Helt instinktivt brager detailsalget frem i takt med, at forretningerne åbner. Samtidig nåede de første dråber af feriepengene også at ramme danskerne mod slutningen af marts. Turbinerne er virkelig sat op til at give medvind til detailhandlen i de her måneder, og der slås altså ny rekord i marts. Ret så voldsomme tal. Og det kan blive vildere endnu. Flere og større dele af detailhandlen er gradvist genåbnet, og hertil er milliarder af feriepenge strømmet ind på danskernes konti. Feriepengene har tidligere givet et boost til detailhandlen, og det samme forventer vi sker i denne om gang, dog i et mindre omfang.

I marts steg særligt interessen for at friske garderoben op. Således steg købet af tøj og beklædningsgenstande mere end 100% % i marts, hvilket sker ovenpå en pæn stigning i februar også på 25%. Med til den historie hører, at det især er tøjkøbet, som har oplevet de største udsving i begge retninger i forbindelse med coronakrisen. Til sammenligning faldt omsætningen af tøj med sammenlagt 60% gennem december og januar, hvor detailhandlen var lukkede ned og gik glip af januarudsalget. Det er værd at nævne, at detailsalget ikke tager højde for nethandel på udenlandske hjemmesider. Omsætningen indenfor andre forbrugsvarer steg med 32% i marts, mens fødevarer og andre dagligvarer faldt med 0,3%.

Detailhandlen går en god tid i møde, hvor danskerne får indfriet deres ophobede købsbehov. Hertil er der foreløbig bestilt for langt over 30 mia. kr. i indefrosne feriemidler. Ved den første runde af feriepengeudbetalingen havde detailhandlen brandvarme kasseapparater, og omsætningen ramte i oktober sit højeste nogensinde. Dog er der i denne ombæring tale om færre udbetalte midler, og samtidig er visse behov allerede blevet dækket hos forbrugerne igennem efterårets kraftige forbrugsboom i detailhandlen. Derfor bliver effekten minde udtalt end i efteråret.