Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Vigende bilsalg, men elbiler hitter

Vigende bilsalg, men elbiler hitter

17. marts 2020
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev solgt 16.864 biler i februar, når der tages højde for normale sæsonudsving. Det er 2 procent færre end i januar. Det er særligt salget af biler til erhvervene der trækker bilsalget ned. Bilsalget til erhvervene faldt med 8,2 procent

Zoomer vi ind på de danske husholdninger, købte de i februar 9.832 biler, når der tages højde for sæsonudsving. Det er 2,9 procent flere end i januar. Ser vi på årets første to måneder som helhed, er bilsalget 18 procent lavere end samme periode sidste år, men det skyldes et ekstraordinært højt bilsalg januar sidste år, da flere ønskede at sikre sig en ny bil inden afgifterne stod til at stige.

Selvom den underliggende situation i dansk økonomi er rigtig god, kommer vi ikke uden om, at Coronavirussen i øjeblikket hærger økonomierne i et uvist omfang. Danmark er som en lille åben økonomi dybt afhængig af, hvordan det går i verdensøkonomien, og derfor er det ikke kun udviklingen herhjemme der er interessant. Coronavirussen vil derfor få en mærkbar effekt på den danske økonomi i en periode, hvilket vil sende bilsalget på tilbagegang, om end det stadig er for tidligt at spå om omfanget.

Stærk start på året for salget af elbiler

De gode tider for elbiler fortsætter, og i årets første to måneder er der i alt solgt 1.023 elbiler i Danmark. De danske husholdninger stod for 588 af de elbiler. Der er derfor købt over dobbelt så mange elbiler i årets første to måneder end i samme periode sidste år.

Det dog vigtigt at huske, at salget af elbiler kommer fra et relativt lavt niveau, og til sammenligning så udgør elbilsalget lidt under 3 procent af det samlede bilsalg. Det er altså ikke lige rundt om hjørnet, at elbilen overtager pladsen fra benzin-udgaven som danskernes foretrukne bil.

2019 var et rekordår for salget af elbiler, og det ser altså ud til at have fortsætter ind i de første måneder af 2020. Vi kommer dog ikke uden om at Coronavirussen unægtelig vil påvirke dansk økonomi, og derved potentielt sende bilsalget på tilbagegang.