Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Fortsat stor efterspørgsel efter ny arbejdskraft

Fortsat stor efterspørgsel efter ny arbejdskraft

16. september 2019
Gå til nyhedsoversigt

Dagsfriske tal fra Jobindsats viser, at der i august blev slået næsten 21.000 nye stillinger op, når man tager højde for normale sæsonudsving. Dermed fortsætter den store efterspørgsel efter ny arbejdskraft. Siden midten af 2017 har antallet af nyopslåede stillinger ligget på den gode side af 20.000 hver eneste måned, som vi ellers skal helt tilbage til 2008 for at finde igen.

Vi står i en tid med rekordhøj beskæftigelse og potentialet for yderligere fremgang er så absolut til stede. Efterspørgslen efter ny arbejdskraft fejler i hvert fald ikke noget, hvor nye stillinger stadig bliver slået op i ét væk, som alt andet lige gør det nemmere for ledige at finde et arbejde.

Det er dog ikke det samme som, at virksomhederne imødekommes med den arbejdskraft, som de efterspørger, hvor manglen på arbejdskraft tilsvarende er tikket op. Det er knap så overraskende i et forløb, hvor beskæftigelsen er rekordhøj og ledighedsprocenten på et 10-årigt lavpunkt. Dagens tal afslører dog også, at det samlede antal af ledige stillinger det seneste år har fundet sig et stabilt niveau på lige den gode side af 40.000 trods en månedlig tilføjelse på mere end 20.000. Det vidner på facaden om, at virksomhederne ikke har massive problemer med at få stillingerne afsat. Det skal hertil ses i lyset af en fortsat tilføjelse til arbejdsstyrken.

Det høje antal nyopslåede stillinger understøtter den videre stigning i beskæftigelsen, hvor vi forventer en stigning i beskæftigelsen på 30.000 i år og 20.000 til næste år. Der er dog ikke tale om en beskæftigelsesfremgang med samme hastighed som sidste år, som bød på næsten 50.000.

Holder foreløbig global uro for døren

Dansk økonomi har det godt med en solid vækst i 2. kvartal og nyeste tal for 3. kvartal varsler fin form. Således har industriproduktionen og eksporten vist gode takter, som leverer gode forudsætninger for den fortsatte beskæftigelsesfremgang. Der er optimisme.

Lige udenfor står globale risici dog i banker på døren. Brexit vil være en konstant kilde til støj, frygten for recession har svært ved at lægge sig og så kan handelskrigens humørsvingninger også bidrage til, at banken på døren kan blive afløst af en dør, der sparkes ind. Dansk økonomi står godt rustet, men det er ikke det samme som at være fuldt ud beskyttet. Bliver døren sparket ind med stor kraft, som de globale risici har potentialet til, så vil den forventede beskæftigelsesfremgang blive til beskæftigelsestilbagegang i 2020.