Naturgasprisen rammer sit højeste i mere end 13 år
Hertil er mange andre dele i forbruget også steget pris.
Nye tal fra Forsyningstilsynet viser, at forbrugerprisen på 1 kubikmeter (m3) naturgas i gennemsnit lød på 16,71 kr. i 1. kvartal. Det er ca. 22% højere end i 4. kvartal. Sammenligner vi med 1. kvartal sidste år, så er naturgasprisen hele 128% højere.
Ser vi på de enkelte måneder i 1. kvartal, så var det i januar, at naturgasprisen lå allerhøjst med en pris på 18,05 kr. pr. m3. Det er den højeste naturgaspris i statistikkens historie, som går tilbage til 2009.
400.000 danskere med naturgas graver dybt i lommerne for at betale varmeregningen i disse tider. Vi taler om de kraftigste prisstigninger på naturgas i mindst 13 år. Gør vi det op i kroner, så betalte en familie med naturgas 8.000 kr. mere for gasregningen i 1. kvartal, end de gjorde sidste år.
Det er et stort indhug i familiens budget alene fra udgifterne til gas. Hertil er mange andre dele i forbruget også steget pris. Det er blevet dyrere at tænde for stikkontakten, det er blevet dyrere at fylde bilen på med benzin, og det er blevet dyrere at købe ind. Og det er på ingen måder en færdiggjort liste over prisstigninger for danskerne.
Danske naturgaskunder har været vant til at betale omkring 1.000 kr. om måneden i gennemsnit gennem et år. Regner vi videre på de priser, som danskerne har været præsenteret for i 1. kvartal, så betyder det, at danskerne skal betale 2.400 kr. om måneden i gennemsnit. Det giver altså en årlig meromkostning på 17.000 kr.
Rekordmange virksomheder forventer at hæve deres priser, og det kan betyde, at der er flere og mere brede prisstigninger på vej til de i forvejen hårdt ramte danskere. For virksomhederne oplever også højere energipriser sammen med højere råvarepriser og mangel på materialer, og en del af den ekstra regning kan altså være på vej til danskerne. Danskerne har dog en overordnet stærk økonomi, som er modstandsdygtig overfor de kraftige prisstigninger. Jobsikkerheden er stor, og der er opbygget en solid buffer på danskernes bankkonti med mere end 1.000 mia. kr.