Danske virksomheder solgte for 461 mia. i maj
De danske virksomheder leverer pæne salgstal i maj.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at danske virksomheder ekskl. energi solgte for 461 mia. kr. i maj. Det er 2,6% højere end i april, hvor virksomhederne solgte for 450 mia. kr. Der er taget højde for sæson og handelsdage i tallene.
Det lidt højere niveau i maj og april kommer i forlængelse af stigninger i årets første tre måneder, og ser vi salget i årets første fem måneder under et, så ligger salget godt 13% højere nu end ved årsskiftet.
De danske virksomheder leverer pæne salgstal i maj, og befinder sig på et ganske højt niveau. Fremgangen i virksomhedernes salg i 2022 sker på trods af modvind fra flere retninger, hvor især mangel på arbejdskraft og materialer udfordrer virksomhederne sammen med stigende energi- og råvarepriser.
Vi ser dog ind i en sværere periode for virksomhederne, og salgstallene kan derfor stå over for en kraftig modvind i den kommende tid. Fremtiden er stadig sløret af krigen i Ukraine, og vi ser ind i en periode med lavere fart på dansk økonomi. Det vil med stor sandsynlighed påvirke negativt og give modvind til salgstallene i de danske virksomheder, om end vi ikke kender styrken.
I modsat retning trækker, at en stor del af virksomhederne barsler med at hæve priserne i de kommende tre måneder og sende flere prisstigninger til forbrugerne. Mere end halvdelen af virksomhederne i detailhandelen forventer at hæve priserne i løbet af de kommende tre måneder. I industrien gælder det 42% af virksomhederne, mens det er henholdsvis 20% og 15% i byggeriet og servicevirksomhederne. Da tallene for salget i virksomhederne er opgjort i løbende priser, vil prisstigninger påvirke salgstallene i opadgående retning uden, at der nødvendigvis sælges mere, men blot, at der bliver solgt til højere priser.