Bedste april for de danske hoteller nogensinde
Også den resterende del af overnatningsbranchen klarede sig flot i april.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i april var 1,54 mio. overnatninger på danske hoteller. Det er det højeste niveau for en april måned nogensinde, og en fremgang på hele 315% i forhold til april måned sidste år. Den massive fremgang i forhold til 2020 og 2021 skal ses i lyset af, at antallet af overnatninger var ekstremt lave som følge af restriktioner og smittefrygt i forbindelse med corona. Statistikken går tilbage til 2004.
Gæsterne strømmede i den grad til de danske hoteller, som havde den bedste april nogensinde. Også den resterende del af overnatningsbranchen klarede sig flot i april, og det har der i den grad været brug for efter et par miserable år under krisen. Det er især de danske overnatninger, som trækker læsset, mens også de udenlandske gæster er tilbage på niveauet før krisen.
Tager vi et kig på de øvrige aktører i branchen, så kan vi se, at april også har været dem til gavn. Landets campingpladser havde 991.000 overnatninger i april, hvilket er bedre end sidste år. Feriecentrene og vandrerhjemmene havde henholdsvis 422.000 og 211.000 overnatninger i april, og for begge gælder, at det er på niveau med før coronakrisen.
Vi forventer, at resten af 2022 vil fortsætte den ændrede tendens i forhold til billedet under coronakrisen. Det er blevet lettere at rejse udenlands, og det betyder færre danske gæster. De lettede restriktioner herhjemme betyder så omvendt, at flere udenlandske gæster kan vælge at rejse til Danmark.