Højeste forbrugerprisstigning siden oktober 2017
Vi ser inflationen have pil op for en periode.
Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen lød på 1,5 procent i april. I marts lød inflationen på 1 procent, og inflationen tager derved er yderligere hop op i april. Inflationen er særligt drevet af prisstigninger på tobak samt benzin og diesel. Som følge af Corona situationen er tallene mere usikre end normalt.
For en typisk børnefamilie betyder den nuværende inflation, at det er blevet 6.600 kr. dyrere for familien det sidste år. Tallene er dog lidt misvisende, da en del af denne stigning skyldes tobakspriser, og er familien ikke rygere, reduceres regningen til 4.300 kr.
Selvom familien skal have flere penge op af lommen for at købe de samme varer og serviceydelser som sidste år, så bør familien også have oplevet stigende lønninger. De seneste tal fra Dansk arbejdsgiver viser en lønstigningstakt på 2,4 procent, hvorfor der faktisk burde være råd til mere end sidste år. Inflationen er tikket op de sidste måneder, og det forventer vi den vil noget tid endnu. Sidste år endte inflationen på 0,4 procent, og i år det vores forventning, at inflationen vil overstige 1 procent.
Det er ikke kun herhjemme priserne stiger. I USA viser de seneste inflationstal en stigning på 2,3, målt ved PCE-tallene, og i Euroområdet lyder inflationen på 1,6 procent. Så sammenligner vi med udlandet er der tale om afdæmpet inflation herhjemme.
Det ændrer dog ikke ved, at i de fleste lande har inflationen i øjeblikket pil opad, og det ser vi fortsætte for en periode. Allerede til næste år vil inflationen finde et lavere leje, men stadig befinde sig på et højre niveau end inden krisen. Der er i øjeblikket flere faktorer som skaber et underliggende prispres. Flere virksomheder melder om stigende omkostninger, blandt som følge af leveringsproblemer og højere råvarer- samt oliepriser. Vi ser dog en del af prispresset som værende forbipasserende, da vi ikke forventer det store lønpres, da ledigheden stadig er højere end før krisens indtræden.