Stærk start på året for den danske eksport – men Coronavirussen truer
Eksporten steg med 5,3 procent i januar
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at eksporten ekskl. Skibe, fly og brændsel steg med 5,3 procent. Eksporten får derved en rigtig stærk start på året. Det er særligt eksporten af fødevarer og maskiner der er steget i januar.
Det sidste års tid kan mildest talt siges, at have været et internationalt turbulent år med vækstnedgang, recessionsfrygt, handelskrig og Brexitforhandlinger. Men dansk eksport har indtil videre virket fuldstændig ligeglad med, hvad der foregår udenfor landets grænser. Eksporten er braget i vejret og blevet vækstmotoren i dansk økonomi. Det er især medicinalindustrien og eksporten af maskiner, som trækker op. Så vi kan ovenpå et turbulent år prise os lykkelige for at have en mindre konjunkturfølsom eksport med medicin og vindmølleproduktion som trækdyr.
Coronavirus vil ramme eksporten i ukendt omfang
Coronavirussen hærger i øjeblikket økonomierne, men omfanget er endnu uvist. Da Danmark er en lille åben økonomi, og er derfor dybt afhængige af hvordan det går i verdensøkonomien. Coronavirussen vil derfor potentielt kunne få en mærkbar effekt på den danske eksport.
Jeg tror at den danske eksport vil blive påvirket, men hvor længe tallene vil være påvirket, er ikke til at spå om. Vi kender endnu ikke de realøkonomiske effekter af virusudbruddet, og det er derfor også for tidligt at sige hvor meget den danske eksport vil blive påvirket, men vi må anerkende at Coronavirussen unægteligt vil påvirke eksporten, men omfanget er endnu ukendt.