Danskernes bankindlån millimeter fra at krydse 1 billion kroner
Danskernes indlån voksede med 12 mia. i maj.
Friske tal fra Nationalbanken viser, at danskernes bankindlån voksede med 12 mia. kr. i maj, hvilket svarer til 1,2 procent mere indlån end i april. Danskerne har med andre ord lagt yderligere penge til side i maj, og har derfor nu 999 mia. kr. stående i banken, hvilket er rekordhøjt og en knivspids fra 1 billion kr.
På trods af, at vi i sidste uge så, at detailsalget bragede frem i maj, så stiger danskernes indlån fortsat. Vi tror dog på, at stigningen i indlånet ville have været endnu højere, hvis maj ikke havde budt på en ketchupeffekt i detailsalget i takt med genåbningen af landet, hvor danskerne har kunne bruge nogle af de penge, som har hobet sig op på kontoen den seneste tid.
Ser vi fremad, så forventer vi, at pilen for indlånet peger ned. Årsagen til det er, at danskerne i den kommende tid vil gå ud og bruge nogle af de penge, som har hobet sig op på kontoen, og de vil samtidig også begynde at bruge nogle af de penge, som de endnu ikke har fået som følge af aftalen om feriepenge. Derudover forventer vi også en reduceret udlånsaktivitet med et lavere tempo på boligmarkedet, hvilket vil påvirke indlånet i nedadgående retning. Omvendt vil udbetalingen af feriepengene til efteråret give en ganske markant engangsstigning i indlånet.
Det store milliardbeløb danskerne har stående på bankbogen svarer til, at hver dansker over 18 år i gennemsnit har 215.000 kr. stående. Selvom pengene langt fra er ligeligt fordelt blandt danskerne, så peger mange ting på, at robustheden i mange danske familier er til stede, hvor der er midler til at stå imod med i dårlige tider. Hertil kommer, at vi også ser et boligmarked som gik ind i Coronakrisen med et solidt bagtæppe, hvor buen ikke er spændt så hårdt for, som vi fx så op til den finansielle krise i 00´erne.
Hvor meget man skal have stående som buffer på en konto, er naturligvis individuelt, men vores råd er, at man har 2-3 gange sin månedsløn (efter skat) stående på kontoen til løbende forbrug og uforudsete begivenheder.