Gør din pinkode svær at gætte for ubudne gæster

Vi vil gerne sikre, at vores kunders digitale sikkerhed er så høj som mulig. Derfor er AL NetBank blevet opdateret, blandt andet med det formål at forbedre sikkerheden omkring dannelse af pinkode til AL MobilBank. Årsagen er, at markedet for digital svindel er voksende. Hvor det tidligere var enkelte "hackere", der svindlede med enkeltpersoners data, er svindelen nu ofte internationalt organiseret.

Hvad betyder det for dig?

Kravene til nye pinkoder vil fremover være højere. Du vil i din netbank således ikke længere kunne oprette en pinkode til mobilbank, som består af fortløbende cifre som fx "1234". Du vil heller ikke længere kunne anvende dele af dit CPR-nr. – fortløbende cifre og genbrug af elementer fra CPR-numre er ganske enkelt for lette at gætte.

Ændringen påvirker ikke brugere, som allerede har dannet deres mobilbank-kode, men hvis din pinkode er bygget op som i eksemplet herover, vil vi anbefale, at du går i AL NetBank og ændrer den. Koden skiftes i netbanken under menupunktet "Min Mobilbank".

Generelt kan følgende tre ting anbefales, når du skal danne et password:

  • Gør dit password svært at gætte – brug f.eks. en tilfældig talkombination.
  • Brug ikke samme online-password flere steder - skulle dit password blive kompromitteret ét sted, kan den it-kriminelle bruge det andre steder i dit digitale liv.
  • Skift dit password jævnligt – det reducerer risikoen for at dit password kan misbruges, hvis det er blevet kompromitteret.

Se også