Mange penge på vej til danskerne

Mange penge på vej til danskerne

Danskerne kan sætte gang i lidt af en forbrugsfest i foråret, for der er masser af penge på vej fra både arbejdsgivere og det offentlige. Ud­be­ta­le­rin­ger­ne falder sammen med en større genåbning af Danmark, hvor vi igen kan komme ud at spise, opleve, shoppe og bevæge os mere frit.

I løbet af én måned - fra starten af april til starten af maj – kan et stort antal danske familier se frem til at få udbetalt op imod 30.000 kr. i feriepenge og børnepenge! Det er i hvert fald beløbet for en almindelig familie med to voksne lønmodtagere og to børn. Se bare her:

1: Indefrosne feriepenge
Danskerne kan frem til slutningen af maj få udbetalt de sidste to ugers indefrosne feriepenge. En gennemsnitlig lønmodtager kan se frem til ca. 10-13.000 kr. efter skat. Vores modelfamilie med to voksne lønmodtagere får dermed ca. 22.000 kr. efter skat.

2: Børnepenge
Den 20. april får mange familier (i hvert fald mødrene) udbetalt børnepenge. Hvis man for eksempel har to børn på 4 og 7 år, udbetales der 6.549 kr. 

3: Ferietillæg
Omkring april og maj udbetaler mange virksomheder ”de normale” feriepenge til deres ansatte, også kendt som ferietillæg, som svarer til 1 pct. af lønnen i fe­ri­e­op­tje­ning­s­år­et. I år er beløbet typisk lidt lavere, fordi op­tje­nings­pe­ri­o­de har været kortere. Vi anslår, at en gennemsnitlig lønmodtager i år får ca. 2.000 kr. efter skat. Vores modelfamilie med to voksne lønmodtagere får dermed ca. 4.000 kr. efter skat.

4: Skat som joker
Skat er den fjerde ”joker”: Får du penge tilbage – eller skattesmæk? Det kan som bekendt gå begge veje. De fleste har jo nok tjekket årsopgørelsen, efter den blev frigivet 15. marts. Normalt er det 3 ud af 4, der får penge tilbage, og det gennemsnitlige returbeløb var sidste år på 5.179 kr. I år kan det ændre billedet, at flere har et lavere kørselsfradrag (pga. mere hjemmearbejde), og at sidste års 3 ugers indefrosne feriepenge har fået flere til at rykke op i skatteprocent, uden de måske har husket at ændre det på forskuds­op­gø­rel­sen.

Økonom: Mange er kommet godt igennem krisen
Økonom i Arbejdernes Landsbank, Anders Christian Overvad, er enig i, at der er plads til at øge forbruget for mange danskere:

”Det er vores klare forventning, at vi går et forbrugsboom i møde den kommende tid. Vi har under nedlukningen ikke kunnet forbruge som vi plejer, så der er noget forsømt, der skal indhentes,” siger han.

”Corona har ikke ramt så mange familier så økonomisk hårdt som frygtet. Det danske arbejdsmarked har klaret sig bedre end forventet. Store hjælpepakker har betydet, at ledigheden kun er steget med ca. 25.000 siden marts sidste år. Derfor er der mange familier, hvis økonomi ikke har været direkte påvirket af krisen. Faktisk oplever en del familier at have en større formue end sidste år, og de er klar til at gå ud at forbruge endnu mere, end de ellers ville være” siger Anders Christian Overvad, hvilket bekræftes af en ny rundspørge, som Arbejdernes Landsbank netop har gennemført sammen med Voxmeter.

Mursten er blevet mere værd
Boligmarkedet har samtidig været i voldsom vækst, og derfor føler mange sig måske også lidt rigere.

”Boligmarkedet har trodset alle forudsigelser og oplevet en voldsom vækst, hvilket har øget friværdierne for mange. Så folks mursten - deres største investering og opsparing - er blevet mere værd. I det hele taget er danskernes formuer steget, og det betyder, at der er plads til at øge forbruget uden at sætte pri­va­tø­ko­no­mi­en over styr,” siger økonom Anders Christian Overvad.

Relaterede artikler