Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Vi lukker kassen i vores filialer

Vi lukker kassen i vores filialer

5. oktober 2020
Gå til nyhedsoversigt

På baggrund af et markant fald i antallet af kasseekspeditioner de seneste år har vi besluttet at lukke alle vores kasser fra og med den 31. december 2020.

Vores kunders efterspørgsel efter at komme i kassen er gennem en lang periode blevet mindre og mindre. Vi oplever, at stadig flere foretrækker at ordne de daglige bankforretninger via net- og mobilbank eller ved at benytte vores ind- og udbetalingsautomater. Den tendens er blevet endnu tydeligere under coronakrisen, hvor vores kasser kun har været åbne 2 dage om måneden.

”Kundernes ændrede adfærd og de erfaringer, vi har gjort os under coronakrisen, fortæller os med al tydelighed, at behovet for en kassefunktion efterhånden er meget lille. Det er ikke så tit, at kunderne kommer ned i banken alene for at hæve eller indsætte penge ved kassen. De fleste transaktioner klares i dag over nettet, og det gør den fysiske kassebetjening mere og mere overflødig. Det er baggrunden for, at vi nu vælger at lukke kassen i alle vores filialer”, forklarer vicedirektør Svend Randers.

Hæv og indsæt penge på alle tidspunkter af døgnet
Alle vores filialer vil fremover have en ud- og indbetalingsautomat, hvor du kan hæve og indsætte penge på alle tidspunkter af døgnet. I automaten er det også muligt at hæve 4 forskellige slags valuta: Euro, amerikanske dollars, britiske pund og thailandske baht.

Bestilling af afhentning af øvrige valutaer
Det vil ikke længere være muligt at hente og veksle øvrige valutaer i din lokale filial. Til gengæld har du mulighed for at bestille valuta via netbank og afhente den i en af følgende 6 filialer:

  • Vingårdsgade 9, 9000 Aalborg
  • Silkeborgvej 228, 8230 Aabyhøj
  • Buen 1, 6000 Kolding
  • Torvegade 3, 5000 Odense C
  • Banegårdsvej 9B, 2600 Glostrup
  • Vesterbrogade 5, 1502 København

Mønttæller
I dag har vi en mønttæller i størstedelen af vores filialer. Det vil vi også have fremover, så du fortsat kan komme ned og veksle dine mønter hos os. Se hvilken filial med mønttæller, der er tættest på dig https://www.al-bank.dk/om-banken/kontakt-os/find-filial-og-medarbejder

Vi står klar til at hjælpe
At vi lukker vores kasser, betyder ikke, at vi bliver mindre tilgængelige. Vores filialer er som altid åbne for rådgivning og kontakt alle hverdage, og vi står altid klar, hvis du har brug for hjælp til at betjene automaten eller andet.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte din rådgiver eller ringe til os på 38 48 48 48 - alle hverdage kl. 8-20 eller i weekenden kl. 10-16.

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening