Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Rentetilpasningsauktion: F1 lander med negativt fortegn for 18. gang i streg

Rentetilpasningsauktion: F1 lander med negativt fortegn for 18. gang i streg

23. august 2021
Gå til nyhedsoversigt

Totalkredit har netop afholdt afsluttet første auktionsdag for de boligejere med rentetilpasningslån, som skal have ny rente 1. oktober. Den foreløbige kontantlånsrente for F1 er i dag landet på -0,25%. Det betyder, at F1-renten for 19. gang i træk kan lande med negativt fortegn efter en auktion hos Totalkredit. F1-lånerne må dog vente til onsdag med at kende det endelige resultat. F3 er også på auktion i denne uge, men starter først i morgen og slutter onsdag.

Negative renter til de danske boligejere er langtfra at være et afsluttet kapitel, hvilket vi får bekræftet på dagens renteauktion. Der er godt nok tale om et foreløbigt resultat, hvor vi først kender det endelige resultat senere på ugen, men der skal ske noget helt uventet, hvis ikke der står et minustegn foran på både F1 og F3, når auktionerne er slut.

Den nye rente betyder dog ikke, at F1-lånerne får massive besparelser, hvis det foreløbige resultat holder stik. F1-lånerne har i dag en rente på -0,12% på deres realkreditlån, og kan altså umiddelbart se frem til et lille nøk ned. Regner vi på det, så betyder det lille nøk ned på renten, at ydelsen efter skat på et afdragsfrit F1-lån på 1 mio. kr. falder med ca. 80 kr. For boligejere med et F3-lån forventer vi en rente i omegnen af -0,30% mod -0,06% i dag, hvilket også vil resultere i en lavere månedlig ydelse efter skat på ca. 150 kr. pr. lånt afdragsfri million.

Trods de meget lave renter ved denne auktion, så er vi ikke på vej mod renterekorder i denne omgang. Billedet med lave renter er dog i den grad intakt med en europæisk centralbank (ECB), som ser ud til at fortsætte den lempelige pengepolitik en rum tid endnu. Det er i bund og grund gode nyheder for boligejere med især de allerkorteste rentebindinger, da den lempelige pengepolitik i ECB er med til at holde snor i de helt korte renter og ligeledes i negativt territorium, som har været en del af hverdagen for de fleste boligejere med kort rentebinding siden 2016.