Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
De danske aktieformuer brager op i ny rekord

De danske aktieformuer brager op i ny rekord

28. juli 2020
Gå til nyhedsoversigt

Friske tal fra Nationalbanken viser, at danske husholdningers aktiebeholdninger i 2. kvartal steg med lidt mere end 51 mia. kr. Det bringer de danske aktieformuer op på knap 412 mia. kr. ved udgangen af kvartalet. I opgørelsen er der alene anvendt tal for VP-registrerede værdipapirer. Ser vi på de enkelte måneder, så kravlede aktieformuerne for første gang nogensinde over 400 mia. kr. i maj, og selvom pilen pegede svagt ned i juni, så holder beholdningen fast i niveauet over de 400 mia. Tilbage i februar og marts dykkede aktieformuerne med næsten 10%, men er altså sidenhen kommet ekstremt stærkt igen.

Danskernes aktieformuer har mildest talt braget derudaf i 2. kvartal, hvor beholdningen er steget med mere end 14%, og en så stor stigning på blot et enkelt kvartal bærer på historiske dimensioner. Stigningen skyldes i langt overvejende grad kursstigninger på aktiemarkedet, hvor danskerne set under ét har fået gevinsten af at holde hovedet koldt og undgået at sælge ud i en yderst turbulent tid tilbage i februar og marts, hvor aktieindeks verden over bragede ned. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke kan være nogen, som har solgt ud på bunden, mens andre har købt op. Den samlede beholdning er alene ændret en anelse som følge af, at danskerne har købt lidt ekstra aktier. Det tegner sig dog blot for omkring 0,5 mia. mod de 51 mia., som danskerne under ét mere eller mindre har fået foræret ved stigninger på aktiemarkederne.

Ser vi nøgternt på det danske C25, er indekset steget med rundt regnet 20% i 2. kvartal. Da det så allerværst ud under coronakrisen i midten af marts, var indekset nede med intet mindre end 28% sammenlignet med toppen i slutningen af februar. I juli har aktierne haft fornyet medvind, hvor C25 foreløbig er steget med næsten 8%. Stigningen i juli er imidlertid ikke regnet med i dagens tal for husholdningernes aktieformuer, og vi forventer derfor, at en ny rekord er i vente, når formuerne igen gøres op om en måneds tid.

Den kraftige stigning i aktieformuerne skal vi glæde os over på to fronter. For det første er det en indikation på, at investorerne ser lysere på fremtiden. Havde vi set det modsatte med nye markante fald i aktiemarkederne, ville være sværere at holde fast i den forsigtige økonomiske optimisme, som jeg selv sidder med. For det andet risikerer dybe skår i aktierne at smitte af på privatforbruget. Det skal af flere grunde ikke overgøres, men vi må heller ikke udelukke betydningen. Det er ikke er det, som først sætter sig i et lavere forbrug, eftersom der typisk er lange horisonter på aktieformuer, og samtidig er de langtfra ligeligt fordelt på befolkningen. Når vi så alligevel ser et risikopotentiale fra store dyk på aktiemarkederne, skyldes det ikke alene en skrumpende formue, men også den negative stemning som i sidste ende kan gøre forbrugerne mere varsomme.

Danskerne som helhed mærker coronakrisen på flere forskellige fronter og ikke alene gennem aktiemarkederne. For mens aktieformuerne slog ny rekord i 2. kvartal, så er coronakrisen en helt overvejende negativ historie for de danske husholdninger. Mange danskere er allerede blevet påvirket på indtægtssiden, hvor ledighedskøen foreløbig er steget med op mod 50.000 personer. Der er i tillæg udsigt til, at endnu flere kommer til at melde sig ledige over de kommende måneder. På formuesiden er man foreløbig gået relativt nådigt igennem, men det har ikke været uden markante udsving og for nogle ondt i maven. Det viser dagens tal med al tydelighed. Herudover har boligmarkedet kun i et mindre omfang været påvirket, men selvom boligmarkedet har vundet 1. halvleg, så er 2. halvleg kun lige begyndt, og vi forventer, at danskernes boligformuer overordnet kommer til at pege en anelse ned over den kommende tid. Coronakrisen er på ingen måde er færdig, og der kan komme til at ske meget endnu - risiciene er store og tiden skrøbelig.