Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Boom i lånetilbud fortsætter ufortrødent

Boom i lånetilbud fortsætter ufortrødent

10. oktober 2019
Gå til nyhedsoversigt

Dugfriske tal fra Finans Danmark viser, at boligejere og virksomheder modtog 47.328 lånetilbud fra realkreditinstitutterne i september. Det ekstremt høje antal lånetilbud vi har set gennem hele 2019 fortsætter altså ind i september, hvor vi på ny ser et højt antal lånetilbud. Ser vi tilbage i tid, er det det højeste antal lånetilbud siden statistikkens begyndelse i 1996, som realkreditinstitutterne har produceret i en september måned.

Det giver god mening, at boomet i antallet af lånetilbud fortsætter. Vi er vidne til et hamrende lavt renteniveau, hvor man i øjeblikket kan få et realkreditlån over 30 år til blot 0,5 pct. i rente – endda til en attraktiv kurs i omegnen af 97 (med afdrag). Der er derfor lagt i kakkelovnen til en spændende oktober måned for boligejere som gerne vil omlægge deres realkreditlån, især hvor opsigelsesfristen titter frem i horisonten ved udgangen af måneden.

Historisk stor konverteringsbølge i vente

På nuværende tidspunkt viser tal med foreløbige indfrielser fra realkreditinstitutterne, at der allerede er indfriet lån for over 77 mia. kr. Det er med til at understrege, at vi varmer op til en rekordstor konverteringsbølge. Med det nuværende renteniveau, så forventer vi, at de samlede konverteringer når op i nærheden af 200 mia. kr. ved udgangen af oktober. Det betyder samtidig, at den hidtidige rekord fra juli måned, hvor de samlede konverteringer nåede op på 185 mia. kr., kan blive slået.

Det er særligt boligejere med en rente på 2 pct. eller derover, som vil have gavn af en omlægning, mens også boligejere med variabelt forrentede lån, som står foran en rentetilpasning, med fordel kan skæve til 0,5 pct. lånet, hvis de ønsker mere sikkerhed i form af fast rente.