Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Afgørende måned i vente for boligejerne

Afgørende måned i vente for boligejerne

23. september 2019
Gå til nyhedsoversigt

I sidste uge blev der yderligere indfriet fastforrentede lån for op i mod 12 mia. kr. Dermed kommer de foreløbige indfrielser op over 52 mia. kr. Det viser netop offentliggjorte tal fra realkreditinstitutterne.

Boligejerne har dermed pænt fart på konverteringerne, som vi også kunne se på antallet af lånetilbud i august fra realkreditinstitutterne. Og vi går så småt den sidste måned i møde, inden opsigelsesfristen ved udgangen af oktober. Det er normalt her der er størst aktivitet, når det gælder konverteringer. Vi forventer, at de samlede konverteringer bliver på den gode side af 150 mia. kr. ved udgangen af oktober.

Derudover så er Totalkredits 1 pct. lån med afdrag tilbage i spil i dag mandag, da det er kravlet under kurs 100. Kursen balancerer dog på en knivsæg, og p.t. ser det ud til, at lånet lukket igen i morgen. Det 30-årige 1 pct. lån med afdragsfrihed åbnede for tilbud for 1 uge siden, og har holdt sig under kurs 100 siden.

Begge 1 pct. lån er dermed tilbage i spil

De seneste 3 ugers rentestigning, som altså betyder at begge 1 pct. lån er tilbage i spil, vil naturligvis tage toppen af konverteringsbølgen. Når det er sagt, så er rentestigningen ikke entydigt dårligt for konverteringsbølgen, da man kan få 1 pct. lånene stort set uden kurstab, og vi skal samtidig huske på, at renten blot er tilbage på niveauet for 1½ måned siden, hvor vi så en konverteringsbølge på 185 mia. kr. til netop 1 pct. lånet.

Regner vi på det, så betyder det, at boligejere, som i dag har en fast rente på 2 pct. eller derover og en restgæld på min. 500.000 kr. står med gode muligheder. Har man i dag et 2 pct. lån med afdrag med en restgæld på 1 mio. kr. og omlægger det til et nyt 1 pct. lån (her antaget, at kursen er 99,9), så sparer man ca. 200 kr. om måneden efter skat. Omkostningen i form af gebyr og kurstab er ”tjent hjem igen” på ca. 2,5 år.