Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
3 dage til opsigelsesfrist: Fuld tryk på konverteringsbølgen

3 dage til opsigelsesfrist: Fuld tryk på konverteringsbølgen

28. oktober 2019
Gå til nyhedsoversigt

I sidste uge blev der yderligere indfriet fastforrentede lån for ca. 22 mia. kr. Det bringer de foreløbige indfrielser op på i alt 133 mia. kr. Det viser netop offentliggjorte tal fra realkreditinstitutterne.

Med dagens tal kan vi se, at boligejerne stadig har fuld fart på konverteringerne. I de sidste dage op til en opsigelsesfrist plejer der at komme yderligere damp på kedlerne da mange boligejere, som egentlig har kastet kærligheden på en konvertering, sidder og lurepasser helt op til opsigelsesfristen på torsdag. De boligejere kan se, at renten de seneste par uger er krøbet op, men dog tilsyneladende har fundet et stabilt leje de seneste dage, hvor fx det 30-årige 1 pct. lån med afdrag fås til en kurs en kende over 99.

En massiv konverteringsbølge er i hus, som vi også kan se på dagens tal. Det vi nu venter i spænding på er, hvorvidt vi kommer til at se endnu en konverteringsrekord, og når over juli måneds konverteringsbølge på 185 mia. kr.

Vi forventer uændret, at de samlede konverteringer kan komme op i nærheden af ca. 180-190 mia. kr., hvorfor det ikke er umuligt, at rekorden fra juli bliver slået. Men det kommer til at balancere på en knivsæg, hvor selv små udsving kan gøre en forskel de kommende 3 dage op til opsigelsesfristen på torsdag den 31. oktober. Om rekorden bliver slået i denne omgang, ved vi på mandag den 4. november.

Med det aktuelle kursniveau betyder det, at det især er boligejere med et 2 pct. lån eller derover, der vil have gavn af en omlægning til et nyt 1 pct. lån.

Har man i dag et 2 pct. lån med afdrag med en restgæld på 1 mio. kr. og omlægger det til et nyt 1 pct. lån (her er antaget, at kursen er 99,1), så sparer man ca. 170 kr. om måneden efter skat. Omkostningen i form af gebyr og kurstab er ”tjent hjem igen” på ca. 3,5 år.