Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Rentetilpasningsauktionen er i gang hos Totalkredit

Rentetilpasningsauktionen er i gang hos Totalkredit

20. august 2018
Gå til nyhedsoversigt

Første auktionsdag er afsluttet for de flekslån, der skal rentetilpasses 1. oktober hos Totalkredit. I dag var F1-lån på auktion. F3 kommer på auktion i morgen, mens F5-lånerne må vente i spænding til på fredag. Der skal rentetilpasses F1-lån for 16,8 mia. kr., for 6,6 mia. kr. F3-lån og 0,9 mia. kr. F5-lån i denne omgang hos Totalkredit.

F1-renten er i dag foreløbigt landet på -0,13 pct. (inklusiv kursskæring på 0,3). Det endelige renteniveau for F1-lånene kender vi dog først på fredag, når auktionerne er afsluttet. Sædvanligvis ændrer renterne sig dog sjældent mærkbart i løbet af ugen. Det betyder, at F1-lånerne godt kan begynde at glæde sig til endnu et år med lave renter på deres realkreditlån.

Det er fortsat den meget lempelige pengepolitik hos ECB og Danmarks fastkurspolitik over for euroen, der er årsag til, at fleksrenterne kan blive ved med at være lave, selvom den foreløbige F1-rente er en smule højere end den renterekord, som blev sat ved Totalkredits auktioner på samme tid sidste år.

ECB er dog så småt i gang med at stramme op. Obligationsprogram er udfaset ved udgangen af 2018, men ECB har annonceret, at de ikke piller ved deres ledende renter før tidligst i september 2019. Og når man dertil lægger politisk uro rundt om i verden sammen med en inflation (uden fødevarer og energi) som er langt fra ECB´s målsætning på 2 pct., så er det, efter vores vurdering, med til at holde de helt korte renter i skak i hvert fald et år frem.

Holder niveauet fra i dag betyder det, at F1-lånere, der har holdt fast i deres lån, får en højere rente næste gang terminen skal betales. De har hidtil betalt -0,23 pct. i rente og skal nu betale -0,13 pct. det næste år. Det betyder, at F1-lånerne kan se frem til en ydelse, der er ca. 20 kr. højere om måneden efter skat pr. lånt million*.

F3-auktionerne starter i morgen tirsdag, men vi må vente til torsdag før F3-lånerne kender det endelige resultat. F1-lånerne må vente helt til på fredag, før de kender det endelige resultat. F5-lånene er kun på auktion på fredag.

* Kilde: Totalkredit og egne beregninger. Ydelsesbesparelsen viser første års mdl. ydelser efter skat med afdrag. Tallene er beregnet på baggrund af et eksisterende lån med en restgæld på 1 mio. kr., løbetid 30 år, bidrag 1,18 pct. Bidragssatsen er gældende ved en belåningsgrad på 80 pct. Kursfradrag på 0,30 kurspoint og efter 26,6 pct. skat. Den hidtidige kontantlånsrente dækker over tallet for hhv. 2017 (F1=-0,23 pct.).