Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
ECB hæver renten

ECB hæver renten

8. september 2022
Gå til nyhedsoversigt

Den europæiske centralbank, ECB, hæver renten med 0,75 procentpoint. Dermed lyder indlånsrenten hos ECB nu på 0,75% mod tidligere 0,00%. Renteforhøjelsen er den største fra ECB siden 1999.

Dagens rentebeslutning vil indtage en plads i historiebøgerne. For første gang i mere end 10 år er renten hos ECB nu over 0%. Det kan jo virke helt skørt, at man ikke har haft en rente over 0% i et årti, men det er ikke desto mindre virkeligheden. Derfor er det her er en kæmpe begivenhed, som blot bliver gjort større af, at der tilmed er tale om den kraftigste enkeltstående renteforhøjelse i mere end 20 år. ECB er desuden ikke færdige, så vi kommer til at opleve centralbanken skrue på renteknappen adskillige gange over det næste år.

Dagens renteforhøjelse i ECB kommer i forlængelse af en renteforhøjelse i juli på 0,50 procentpoint. Dermed er man på blot halvanden måned gået fra en rente på -0,50% til nu 0,75%.

ECB hæver renten for at bremse den høje inflation. I august var inflationen over 9%, hvilket er det højeste i 40 år. Et af centralbankens vigtigste mandater er at sikre prisstabilitet, og det er alt andet end tilfældet lige nu. Med den høje inflation er ECB tvunget til at hæve renten mærkbart for dæmpe efterspørgslen i økonomien, som vil trække inflationen med ned igen. ECB er kommet for sent i gang med at stramme pengepolitikken, og derfor ser vi nu de her meget kraftige renteforhøjelser.

Mange danske boligejere med variabel rente har allerede mærket ECBs rentebeslutning på egen pengepung. Boligrenterne bevæger sig alene ved forventningen om renteforhøjelser fra centralbankerne. Allerede op til sommerens renteforhøjelse forsvandt de negative renter som dug for solen for boligejere med korteste rentebinding. Og sidenhen er de skudt yderligere i vejret. For boligejere med korteste rentebinding er der lige nu udsigt til at skulle betale omkring 4.000 mere i ydelse over det næste halve år, når deres rente fastsættes næste gang ved årsskiftet.

Nationalbanken vil med meget stor sandsynlighed også hæve renten i eftermiddag. Dermed synger den negative rente i den danske Nationalbank på de absolut sidste timer. Med den danske fastkurspolitik er Nationalbanken kort sagt tvunget til at følge med ECB for at forsvare kronekursen. Derfor bliver de danske renter også løftet af det her. Det er dog ikke sikkert, at de kommer til at hæve renten med eksakt lige så meget som ECB, da kronen ligger til den stærke side. Men en renteforhøjelse er utvivlsomt på vej.