2021 bød på 6,4 mio. nye jobs i USA

Jobskabelsen i USA skuffer, men slukker 2021 med jobskabelse i samtlige måneder af året.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Sådan rammer Coronakrisen privatøkonomien

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra USA viser, at beskæftigelsen udenfor landbruget steg 199.000 i december. Der var ventet 447.000, så der er tale om en negativ overraskelse. Med jobskabelsen i december ender jobskabelsen i 2021 på 6.448.000, hvilket er den højest årlige jobvækst nogensinde. Med til den historie hører, at beskæftigelsen fortsat er knap 3,6 mio. lavere end før coronakrisen.

Ledigheden lander lavere end ventet og falder til 3,9% i december i forhold til 4,2% i november. Der var alene ventet et fald til 4,1%. I begyndelsen af krisen steg ar­bejds­løs­he­den kortvarigt til 14,7%. Før krisen lød den på 3,5%, hvilket var det laveste i 50 år.

Jobskabelsen i USA skuffer, men i bund og grund slukker 2021 med jobskabelse i samtlige måneder af året. Den standhaftige jobfremgang og den højeste inflation siden 1980’erne har sat skub i den pengepolitiske stramning hos den amerikanske centralbank, hvor vi i år vil se adskillige ren­te­for­hø­jel­ser fra centralbanken. Vi forventer, at FED vil skrue på renteknappen ad tre omgange i år, og den forventning får foreløbig ikke særlig stor modvind af dagens ellers skuffende jobtal.

Et stort om­drej­nings­punkt i 2022 bliver stramning af pen­gepo­li­tik­ken og ren­te­for­hø­jel­ser fra den amerikanske centralbank. Den amerikanske centralbank tog et stort skridt i november, hvor de lancerede en plan i neddrosling i opkøbene (tapering). I december satte de så ekstra fart på neddroslingen, mens man signalerede tre ren­te­for­hø­jel­ser til næste år. Som ekstra krudt til den pengepolitiske stramning udkom der i onsdags i denne uge referatet fra det seneste renemøde, som var til den stramme side.

Set med danske briller er det positivt, at der går stabilt fremad med pæn be­skæf­ti­gel­ses­frem­gang i USA. Den danske eksport til USA beskæftiger i omegnen af 100.000 danske arbejdspladser. Så når det går godt på den anden side af Atlanten, har det bestemt også et potentiale for at smitte positivt af herhjemme. Set på rentefronten smitter de højere renter i USA også af i Danmark, hvilket også har været at mærke i denne uge.

Relaterede artikler