210.000 nye jobs i USA

I 11 ud af 11 måneder er beskæftigelsen steget i USA i år.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Ledigheden steg i maj med 6.200 personer - banket 7 år tilbage

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra USA viser, at beskæftigelsen udenfor landbruget steg 210.000 i november. Der var ventet 550.000, så be­skæf­ti­gel­ses­frem­gan­gen i november er derfor til den negative side. De to foregående måneder opjusteres omvendt med 82.000, hvilket afbøder for lidt af skuffelsen.

I 11 ud af 11 måneder er beskæftigelsen steget i USA i år, og selvom be­skæf­ti­gel­ses­frem­gan­gen kun er den halve af det ventede i november, så går det standhaftigt og stabilt fremad. Fremgangen har sammen med den højeste inflation i 30 år tilføjet benzin til den amerikanske centralbanks til­ba­ge­træk­ning, som for alvor begyndte i november. Centralbanken har bestemt noget at have til­ba­ge­træk­nin­gen i, og det eroderes ikke af et lidt skuffende be­skæf­ti­gel­ses­tal for november alene.

Der er gennem årets første 11 måneder i 2021 kommet 6,1 mio. flere i beskæftigelse. Det betyder, at der for første gang nu er under 4 mio. til at lukke hullet til før coronakrisen. Da det så værst ud foråret 2020 og coronakrisen buldrede på sit højeste, var beskæftigelsen sendt ned med 22,4 mio. færre amerikanere.

Omvendt overrasker ar­bejds­løs­he­den positivt. Ar­bejds­løs­he­den falder til 4,2% fra 4,5% for en måned siden. I foråret 2020 steg ar­bejds­løs­he­den kortvarigt til 14,7%. Før krisen lød den på 3,5%, hvilket var det laveste i 50 år.

For en måned siden tog den amerikanske centralbank, FED, et stort skridt i til­ba­gerul­nin­gen af sin lempelige pengepolitik, hvor de lancerede en plan ud for neddrosling i opkøbene (tapering). Neddroslingen begyndte i november i første omgang med en reduktion på 15 mia. dollars og fra december med yderligere 15 mia. Herefter er planen at reducere yderligere med 15 mia. om måned for måned, så man er færdig til sommer. FED åbnede dog samtidig en stor dør for, at reduktionen løbende kan justeres. Og det er sidenhen også blevet italesat, at neddroslingen kan blive hurtigere, og det billede synes dagens tal kun at male tykkere.

Kommer neddroslingen fra den amerikanske centralbank til at gå hurtigere end aktuelt annonceret, vil det også rykke fremtidige ren­te­for­hø­jel­ser tættere på. Markedet har da også skruet op for deres forventninger til ren­te­for­hø­jel­ser og ser 2-3 ren­te­for­hø­jel­ser til næste år. Det er noget, som vi er enige i, hvor vi som 2 ren­te­for­hø­jel­ser til næste år.

Set med danske briller er det positivt, at der går stabilt fremad med pæn be­skæf­ti­gel­ses­frem­gang i USA. Den danske eksport til USA beskæftiger i omegnen af 100.000 danske arbejdspladser. Så når det går godt på den anden side af Atlanten, har det bestemt også et potentiale for at smitte positivt af herhjemme.

Relaterede artikler