Inflationen falder i USA
I juli faldt inflationen i USA mere end ventet efter kraftige rentestigninger.
Nye tal viser, at inflationen i USA faldt til 6,3% i juli. Til sammenligning lød inflationen på 6,8% i juni. Faldet er større end ventet, hvor der alene var ventet et fald til 6,4%. Også kerneinflationen falder mere end ventet til 4,6% fra 4,8% måneden før. Dagens tal er PCE-inflationen, som er den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål.
Tallene her giver formentlig et lille lettelsens suk hos den amerikanske centralbank. Her har man fyret rentekanonen af med de kraftigste renteforhøjelser i næsten tre årtier for at bekæmpe netop den høje inflation. De nu mildere inflationstal betyder dog langt fra, at man hverken er decideret lettet eller er færdig med at hæve renten og stramme pengepolitikken. Inflationen er fortsat helt vanvittig høj, og der er stadig fart over amerikansk økonomi. Derfor er behovet for renteforhøjelser intakt, hvor man om mindre end en måned vil hæve renten igen. Og det bliver desuden ikke den sidste renteforhøjelse i år.
Næste møde i centralbanken er d. 21. september, hvor det står på vippen mellem en renteforhøjelse på 0,50 procentpoint og en renteforhøjelse på 0,75 procentpoint. Dagens tal peger i retning af 0,50 procentpoint, men endnu en stor begivenhed lader vente på sig i dag. I eftermiddag træder centralbankchefen Jerome Powell op på talerstolen til centralbankkonferencen i Jackson Hole. Udover at gentage og stadfæste, at man har bekæmpelse af den høje inflation som suverænt første prioritet, så kan talen give en indikation af det næste rentetræk til septembermødet.
De danske boligejere mærker også presset fra høj inflation og stigende renter i USA. Særligt de fastforrentede lån har været ramt. Renten på et fastforrentet lån lyder i dag på omkring 5%, hvor den i begyndelsen af året var nede i 2%. Der er derfor alt mulig god grund til at også dansk boligejere at kaste et opmærksomt blik på den amerikanske inflation, selvom det måske kan virke lidt fjernt.