Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Erhvervstilliden falder til det laveste niveau i 16 måneder

Erhvervstilliden falder til det laveste niveau i 16 måneder

29. juni 2022
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at en fortsat stor andel af virksomhederne, der i juni melder om produktionsbegrænsninger fra mangel på arbejdskraft og materialer.

Vi ser i øjeblikket, at alle erhverv melder om eller tæt på rekordstor mangel på arbejdskraft. Det tegner derfor fortsat et skarpt billede af aktuelt ganske høj fart på arbejdsmarkedet og pres på kapaciteten. Dertil er det blevet mærkbart dyrere at drive virksomhed, hvor producentpriserne næsten er firedoblet på et år. Og det bider samlet set på økonomiens potentiale og kan isoleret set være med til at trække tempo ud af økonomien her og nu.

I alle erhverv meldes der om eller tæt på rekordstor mangel på arbejdskraft. Således faldt manglen på arbejdskraft i byggeriet til 39% i juni fra 45% i måneden før. I serviceerhvervene steg manglen på arbejdskraft 49% fra 41% i måneden før. Hvor det til sammenligning var 24% i juni sidste år. For industrien kommer der tal én gang i kvartalet, og det seneste tal var en ny rekord til 43%.

I byggeriet melder 34% af virksomhederne om mangel på materialer og udstyr i juni mod 36% i måneden forinden. I industrien er det 65%, der i 2. kvartal meldte om mangel på materialer, mens det ikke er et tema i servicevirksomhederne.

Manglen på hænder og materialer har bygget sig op siden anden halvår 2021, hvor dansk økonomi er braget ud af coronakrisen. Og selvom tempoet er stilnet en anelse af på det seneste, er der fortsat pres på. På arbejdsmarkedet var der tæt på rekordmange stillingsopslag i maj, rekordhøj beskæftigelse og en ledighed, der er den laveste siden 2008. Samtidig skaber krigen i Ukraine og nye udbrud med coronasmitte fortsat problemer i de internationale forsyningskæder.

Der er i dag også kommet tal for erhvervstilliden, som i juni falder til 99,3 mod 105,6 i måneden før. Dermed er erhvervstilliden for anden måned i træk mærket af de seneste markante modvinde, og falder nu til det laveste niveau siden februar 2021. I den seneste tid har modvinden for de danske virksomheder taget til i styrke. Det sker i kraft af de yderligere stigende produktionsomkostninger og den forøgede usikkerhed, der er kommet i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.