Danskernes bankindlån falder en anelse i maj

Den høje inflation udhuler købekraften og værdien af danskerne samlede bankindlån.

Lisette Rosenbeck ChristensenSeniorøkonomlrch@al-bank.dk38 48 47 60
Afdragsfrie lån vokset med 37 mia. kr. på et år

Nye tal fra Nationalbanken viser, at danskerne har over 1 billion kr. stående på helt almindelige bankkonti ved udgangen af maj – helt præcist 1.074 mia. kr. Det er et lille fald på 3,6 mia. kr. i forhold til april. Dermed falder indlånet en anelse tilbage efter tre måneder i træk med fremgang, og indlånet ligger dermed fortsat på et pænt højt niveau.

Samlet set fremstår danskerne yderst velpolstrede og robuste med mere end 1 billion kr. stående på helt almindelige bankkonti i maj. Det giver os danskere en god og vigtig buffer, til når vi mærker den nye modvind, der rammer os fra de kraftigste prisstigninger siden 1983 og stigende boligrenter.

Det er blevet dyrere at være dansker. Vi har dog samlet set en hel del at stå imod med, og det kan derfor betyde, at vi hen over sommeren vil se, danskerne bruge af deres indestående på bankkontiene.

Den høje inflation udhuler købekraften og værdien af danskerne samlede bankindlån. Hvis vi korrigerer for de historisk høje stigninger i for­bru­ger­pri­ser­ne og opgør bankindlånet i dagens priser, så er bankindlånet ikke steget med 30 mia. kr. siden samme måned sidste år, som de faktiske tal viser, men er derimod faldet med 48 mia. kr. Det er ikke noget, som danskerne som sådan kan se, men danskerne har dybest set mistet købekraft for deres bankin­de­stå­en­de på de 1.074 mia. kr.

Der er en række faktorer, som trækker bankindlånet i hver sin retning. På den ene side har øget nominelt privatforbrug og den negative indlånsrente på almindelige bankkonti trukket ned i de samlede bankindlån. Det modsvares dog af, at danskerne økonomisk set står rigtigt stærkt, hvor rekord mange er kommet i arbejde og mange har oplevet, at lønningsposen er blevet større. Dertil har de stigende boligpriser gennem 2021 og ind i 2022 også haft en ikke uvæsentlig positiv betydning for danskernes bankkonto set under ét.

Dagens tal betyder, at hver voksne dansker i gennemsnit har 226.900 kr. stående på bankbogen. Kan man ikke genkende sig selv i det tal skal man ikke blive bekymret. Indlånet er langt fra lige fordelt, og en lille gruppe sidder på en stor del af pengene.

Relaterede artikler