Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Så er der bestilt feriepenge for knap 30 mia. kr. - svarer til mere end halvdelen

Så er der bestilt feriepenge for knap 30 mia. kr. - svarer til mere end halvdelen

7. april 2021
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at danskerne har søgt om udbetaling af indefrosne feriepenge for knap 30 mia. kr. før skat. Det er en stigning på omkring 10 mia. siden den seneste opgørelse, som var den 26. marts. I alt 1,8 har mio. danskere foreløbig været inde og ansøge om udbetaling af de indefrosne feriepenge. Med dagens tal er mere end halvdelen af de indefrosne feriepengene nu bestilt, som i alt løber op i 56 mia. kr.

I de her uger lander der feriekroner for milliarder på danskernes konti. Tempoet er som ventet gået ned efter en nærmest eksplosiv start, men der er altså stadig gang i udbetalingerne. Og det kommer til at fortsætte for en tid endnu. Det er godt at se den ivrige interesse, da en del af pengene gerne skal finde vej til forbrug, når dansk økonomi skal kickstartes efter en økonomisk kold vinter.

Forbruget har gode forudsætninger over den kommende tid. Udover feriepengene, som vi venter kan blive suppleret med en pæn portion overskydende tilbagebetaling af skat, så står de danske husholdninger i en helhedsbetragtning med yderst fornuftige opsparinger og tryghed omkring egen økonom. Det skaber de perfekte forudsætninger for et øget forbrug i forbindelse med den gradvise genåbning.

Vi forventer, at der over de kommende måneder bliver tale om en mærkbar ketchupeffekt. Et øget forbrug vil bidrage til at skabe den højeste kvartalsvækst i dansk økonomi i 16 år, hvis vi ser bort fra et absurd 2020, og dermed bidrage til at hive økonomien ud på den anden side af coronakrisen. De seneste beskæftigelsestal viser, at beskæftigelsen i januar var knap 50.000 lavere sammenlignet med inden krisen. Så en tid med opvarmning under økonomien er tiltrængt.

Der er dog malurt i bægeret i form af timingen af udbetaling af feriepengene. Vi havde hellere set en udbetaling, som mere stringent gik hånd i hånd med genåbningen. Blandt andet står nogle af de mest trængte erhverv og må skimte lidt længere efter til fulde at få gavn af danskernes feriepenge. Som eksempel er restauranterne, som åbner for indendørs servering igen i begyndelsen af maj. Det er dog ikke sådan, at restauranterne ikke får del i glæden, men den ville blot være mere balanceret, såfremt danskerne stod med en så åben pallette af forbrugsmulighederne, som overhovedet muligt, når feriepengene rammer de danske konti.