16.825 solgte personbiler kørte over kantstenen hos bilforhandlerne i maj

Ca. 1.000 flere solgte biler end i april svarende til 7,6%.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55
Vi pendler længere – og har udsigt til at kunne trække mindre fra i skat

Friske tal fra De Danske Bilimportører viser, at der i maj blev solgt 16.825 personbiler, hvilket er ca. 1.000 flere solgte biler end i april svarende til 7,6%. Samlet set er der i årets første fem måneder solgt næsten 77.000 personbiler, hvilket er ca. 8% flere solgte personbiler end i samme periode sidste år.

Bilsalget har for alvor fundet tilbage til hverdagen efter vinterens nedlukning, hvor bilsalget lå øde hen i januar og februar. Det viser, at selvom krisen kradser, så er der også mange danskere, som ikke har mærket krisen direkte på deres egen økonomi, og som derfor primært har udskudt deres bilkøb som følge af nedlukningen. Vi skal med andre ord være glade for, at danskerne igen køber biler, da den stærke forbrugslyst er hovednøglen til at få os hurtigt ud af krisen.

Året bød på en mareridtsstart for bilsalget i forbindelse med nedlukningen, hvor bilsalget dog efterfølgende er kommet stærkt tilbage. Det vidner om, at forbrugerne har lysten og kraften til at købe bil, og at det der har holdt dem tilbage primært skal tilskrives restriktioner og smittefrygt.

I den nærmeste fremtid er der gode forudsætninger for, at bilsalget fortsætter takterne fra dette forår i takt med, at genåbningen og vac­ci­neud­rul­nin­gen kører på skinner. Derudover bugner danskernes formuer, hvor der til det rekordstore bankindlån tilmed er lagt yderligere til i april i form af feriepenge og overskydende skat. Hertil er de sidste mange års politiske usikkerhed om bilafgifter væk, da politikerne i december sidste år blev enige om fremtidens bilafgifter, så danskerne i dag har større sikkerhed for deres privatøkonomi, når en ny bil skal købes.

De opladelige biltyper fortsætter fremgangen

Mere end en fjerdedel af bilsalget i maj var en opladelig biltype som hybrid- eller elbil. Salget af de opladelige biltyper fortsætter dermed de gode takter, hvor de fylder mere og mere i salget af personbiler, hvor det især hybridbiler, som er populære i øjeblikket. Således udgjorde hybridbiler 20,9% af bilsalget i maj, mens 6,9% var elbiler. Med fremtidens bilafgifter på plads, er der i den grad potentiale for, at fremgangen fortsætter for de opladelige biltyper i den kommende tid.

Relaterede artikler