Rekordvækst i 3. kvartal justeres yderligere i vejret

Danmarks Statistik opjusterer væksten i 3. kvartal til 5,2%

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Rekordvækst i 3. kvartal justeres yderligere i vejret

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik opjusterer væksten i 3. kvartal til 5,2% i forhold til kvartalet før. Det er tredje version af BNP-tallet for 3. kvartal, som i begge foregående of­fent­lig­gø­rel­ser er landet på 4,9%.

3. kvartal byder med længder på den største kvartalsvækst i statistikkens historie. Men til trods for rekordvæksten, så er økonomien stadig mindre end før krisen, efter BNP dykkede i årets to første kvartaler med henholdsvis -1,5% og -7,1%. Det betyder, at BNP i årets tre første kvartaler samlet er faldet med -3,9% i forhold til samme periode sidste år. For nuværende forventer vi, at dansk økonomi ender med et samlet dyk i BNP på -4% for 2020 som helhed sammenlignet med 2019.

Dansk økonomi voksede med rekordfart i 3. kvartal, og farten justeres yderligere op med dagens tal. Et historisk comeback, som markerer en god periode i en ellers svær tid. Beskæftigelsen steg, forbrugerne havde igen mod på at bruge penge og meget var normaliseret efter et yderst usædvanligt forår.

Men 3. kvartals rekordvækst var en en­gangs­op­le­vel­se og er nu fordums tid. Økonomien er igen udfordret, og lige nu holder vi vejret i håb om, at smittekurven knækker meget snart, og re­strik­tio­ner­ne drosler ned i begyndelsen af det nye år. Vi skal være heldige for overhovedet at få positiv vækst i 4. kvartal, og starten af næste år kan meget vel byde på negativ vækst, medmindre coronaen slipper lidt af grebet i meget nær fremtid.

Til næste år ser vi økonomien vokse med 3%, men flere elementer bliver afgørende for væksten i 2021. Vi træder ind i året med høj smitte og et højt re­strik­tions­ni­veau, hvilket vil hive luft ud af økonomien i begyndelsen af året. Det har også har været tilfældet mod slutningen af 2020, som i tillæg kan få betydning for, om vi træder ind i året med et underhæng, hvilket risikerer at trække den samlede årsvækst for 2021 ned. Samtidig bliver det afgørende, hvor lang tid det nuværende smitte- og re­strik­tions­ni­veau holder ved. Jo længere tid, desto mere skade på økonomien vil det også få. Sidst men ikke mindst er en vigtig forudsætning for prognosen, at vac­ci­neud­rul­nin­gen ufortrødent fortsætter gennem 2021. Den er først ved at komme i gang, og det er for naivt at udelukke yderligere udfordringer på vaccinefronten på sigt.

Med su­pero­p­ti­mi­sti­ske briller vil man se et blot mildt slag af den aktuelle høje smitte og delvise nedlukning, som også kun varer frem til begyndelsen af januar. Samtidig vil vaccinerne rulle bredt i løbet af de kommende måneder og løsne coronaens greb om økonomien. I det tilfælde vil vi tale om en vækst i nærheden af 4% til næste år, men det er altså et scenarie, som vi mener er en kende for optimistisk. Vi forventer 3% vækst til næste år med risiko for pil ned. Med andre ord ligger en nedjustering ikke fjernt i tankerækken.

Tager vi et spadestik dybere i 3. kvartal, så trak forbrugerne det største læs, hvor pri­vat­for­bru­get stod for et vækstbidrag på 2,1%point ud af de 5,2%. Forbrugerne bliver den helt store drivkraft i at løfte dansk økonomi ud af coronakrisen, og danskerne fremstår da også som for­brugs­vil­li­ge, når muligheden byder sig uden høj smitte restriktioner. En større hovedpine ser vi i eksporten og in­ve­ste­rin­ger­ne, som dog også bidrog positivt i 3. kvartal.

BNP får ofte kritik, hvilket er berettiget. Derfor har vi i lang tid også argumenteret for, at man fra politisk side ikke alene bør fokusere og dosere fi­nans­po­li­tik­ken ud far BNP, men også se på blandt andet beskæftigelsen. Fortællingen er imidlertid den samme med en stærk fremgang gennem sommeren og efteråret med en be­skæf­ti­gel­ses­frem­gang på 51.000 personer, som kom på ryggen af et massivt dyk i beskæftigelsen på 78.000 personer.

Relaterede artikler