Tyskerne bookede flittigt efterårsferie i danske feriehuse
De tyske oktober-bookinger når således det tredjehøjeste niveau nogensinde.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at tyske gæster ved udgangen af september har booket 62.259 husuger i oktober, som også byder på efterårsferie for mange tyskere. Det er tredjehøjeste niveau kun overgået af 2020 og 2021. En booket husuge angiver, hvor mange hele ugers bookinger der er foretaget til og med september måned. Statistikken går tilbage til 2005.
Der er igen i år valfartet mange tyske gæster nordpå mod de danske feriehuse i oktober, hvor efterspørgslen på en efterårsferie i Danmark har været høj. Antallet af tyske oktober-bookinger når således det tredjehøjeste niveau nogensinde kun overgået af corona-årene 2020 og 2021. Også antallet af danske bookinger ligger højt, så der er altså gang i det danske ferieland i disse uger.
I alt er der booket 74.970 husuger i de danske feriehuse i oktober ved udgangen af september. Heraf udgør de danske bookinger 10.571. Det er henholdsvis 23% og 27% færre end i 2021 og 2020. Det er dog ikke sådan, at bookingerne er banket i bund, for antallet af danske bookinger befinder sig på det fjerdehøjeste niveau i statistikkens historie for en oktober. Samme billede gør sig gældende ved de tyske bookinger, som også ligger lavere end i 2021 og 2020, men til gengæld er højere end tiden før corona.
Kaster vi et blik på antallet af overnatninger i danske feriehuse fra januar til september, så har 19,3 mio. overnattet i 2022. Det er 13% flere end samme tid sidste år, som bød på rekordmange overnatninger. Antallet af bookinger for resten af året ligger dog i år 14% lavere sammenlignet med samme tid sidste år, så det bliver et tæt løb i de sidste måneder i forhold til om 2022 ender ud med ny overnatningsrekord.