Rekordlav forbrugertillid i juni
Den klart forværrede forbrugertillid signalerer nervøsitet og bekymring hos de danske forbrugere.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugertilliden falder til -24,8 i juni. Faldet kommer i forlængelse af det massive dyk, vi har set gennem de foregående tre måneder. Det betyder, at forbrugertilliden nu er på det laveste niveau i statistikkens historie, som går tilbage til 1974.
Forbrugernes humør er rekordlangt nede i kulkælderen. De høje prisstigninger bider i øjeblikket benhårdt på danskernes pengepunge. Det ser vi som den altoverskyggende årsag. Samtidig kan den større usikkerhed forbundet med krigen i Ukraine og til de fremtidige energipriser også spille ind på familiernes dårligere økonomiske humør. Det er et voldsomt ringe økonomisk humør, som forbrugerne har lige nu.
De seneste måneders kraftige forbrugerprisstigninger gør unægtelig ondt på husholdningsbudgettet og er med til at trække forbrugertilliden mod en ny bund. Senest blev forbrugerpriserne i maj målt til 7,4% højere end året før. Det er den højest målte inflation i Danmark siden 1983, og det svarer til, at en gennemsnitlig børnefamilie skal bruge omkring 32.000 kr. mere for at opretholde det samme årlige forbrug som for et år siden. En stor del af prisstigningerne er drevet af energi og fødevarer, men også et bredere udsnit af danskernes forbrug bliver i øjeblikket ramt af stigende priser.
Den klart forværrede forbrugertillid signalerer nervøsitet og bekymring hos de danske forbrugere. Det er også et signal om, at danskerne vil begrænse deres forbrug, men vi har dog som forbrugere også noget at stå imod med. De seneste prisstigninger har gjort os mere opmærksom på at spare, men vi står også i en tid, hvor danskernes privatøkonomi er bundhamrende solid med velpolstrede formuer og høj jobsikkerhed.
Vi forventer derfor ikke at se et fald i privatforbruget i år, der er på linje med det lave niveau for forbrugertilliden, men nærmere, at der er udsigt til en afdæmpet vækst i privatforbruget i år.