En tredjedel af danskerne vil holde mindre ferie i udlandet i de kommende år
For den danske overnatningsbranche er coronakrisen to forskellige fortællinger.
For den danske overnatningsbranche er coronakrisen to forskellige fortællinger, hvor campingpladserne har klaret sig godt, mens hotellerne lider. Fælles for dem begge er dog, at antallet af danske gæster er øget i forbindelse med coronakrisen, da danskerne har holdt ferie under hjemlige himmelstrøg. Vi har derfor spurgt danskerne, om de forventer at holde mere eller mindre ferie i udlandet i de kommende 1-2 år, og her kan vi konstatere, at en tredjedel har planer om at holde mindre ferie i udlandet.
De seneste 12 måneder har hotellerne tabt 50% af overnatningerne sammenlignet med de foregående 12 måneder. For vandrerhjem og feriecentre udgør det tabte henholdsvis 50% og 25%, mens der omvendt er fremgang på godt 6% for campingpladserne. Fælles for hele branchen er, at andelen af danske overnatninger er øget i forbindelse med coronakrisen. I årene op til krisen var ca. 60% af overnatningerne på hotellerne danske gæster, mens andelen for danske gæsters overnatninger på feriecentre, campingpladser og vandrerhjem var henholdsvis 75%, 80% og 45%. De tal er efter krisens ankomst vendt på hovedet, så danske gæster i dag udgør 85% på hoteller, 90% på feriecentre, 90% på campingpladser og 80% på vandrerhjem.