2,7 mio. overnatninger i den danske overnatningsbranche i oktober – ny rekord
Den historie dækker dog over betydelige forskelle i branchen.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i oktober var 2,7 mio. overnatninger på de danske hoteller, campingpladser, vandrerhjem og feriecentre. Det er en fremgang på ca. 1 mio. overnatninger i forhold til samme måned sidste år svarende til 59% og samtidig også højere end i oktober 2019, og det betyder, at der sættes oktober-rekord for antallet af overnatninger. Efterårsferien i år har altså tiltrukket rekordmange gæster til landets overnatningssteder i år.
Det samlede antal overnatninger fortsætter altså de gode takter fra de foregående måneder, hvor vi dog skal huske på, at branchen i den grad er todelt. Det er særligt campingpladserne som trækker læsset, mens de øvrige dele af branchen, som hoteller, stadig har et pænt stykke vej til tiderne før krisen. Det ser dog bedre ud end i 2020.
Oktober var i lighed med de foregående måneder god for den samlede overnatningsbranche, hvor antallet af overnatninger tilmed sætter oktober-rekord. Den historie dækker dog over betydelige forskelle i branchen, hvor hotellerne lider, mens campingpladserne klarer sig rigtig godt. Det er i særlig grad de udenlandske gæster, som har manglet under krisen.
Gør vi status over årets første 10 måneder, så står det klart, hvor todelt branchen er. Hvis vi starter med solstrålehistorien om campingpladserne, så har de i årets første 10 måneder haft 11,7 mio. overnatninger. Det er det højeste antal siden 1997, når vi sammenligner med de samme måneder i tidligere år. Diametralt modsat ser det ud for landets hoteller, som har haft 9,6 mio. overnatninger i de første 10 måneder af 2021. Det er det laveste niveau siden 2010 i de samme måneder, hvis vi ser bort fra sidste år, hvor niveauet var lavere. Det samme gør sig gældende for vandrerhjem og feriecentre, som i de første 10 måneder af i år, har flere overnatninger end sidste år, men ser vi bort fra det, så er det det laveste niveau siden henholdsvis 2014 og 1992.
Den delte branche, som har kendetegnet den under krisen, forventer vi vil fortsætte i et stykke tid fremover. Campingpladser og feriehuse vil trække læsset, mens det ser sværere ud for de øvrige aktører i branchen, som især mangler de udenlandske gæster. Herudover ligger det øgede smittetal og restriktioner som en dyne af usikkerhed hen over branchen.